At være forbundne til Jorden svarer til, sammen at stå at holde hinanden i hænderne, hele vejen rundt om Jorden.

Det forudsætter jo først og fremmest, at jeg selv er i stand til at stå oprejst, og kunne mærke alt igennem mig selv.

Jeg kan ikke støtte mig op ad andre, hvis ikke jeg evner, selv at stå i mig selv.

Der er vist ikke ret mange, når det kommer til stykket, der har mod eller format til at stå på Jorden på den måde.

Det skulle jo så omfatte et ja til, med alt i mig, at være til stede på den måde.

Vi er ikke så mange, der har det mod og den vilje.

Det handler også om at tænke ud over os selv, positivt at kunne og ønske at rumme andre end mig selv.

At give plads til et du i mit liv, og ikke bare mit eget spejlbillede, eller mit eget ego.

Corona tvinger i et vist omfang denne tilstand frem.

Vi er altid forbundet til Gud.

Vi er altid forbundet til Jorden.

Det første gennem vores sjæl, det andet gennem vores instinkt.

Det kan godt være, det er lidt firkantet at stille det sådan op, men det er ikke forkert.

Hvis vi altid lever med disse vilkår, vil vi kunne have det rigtigt godt, både med os selv og med andre.

At lade livet være, præcis hvad det er.

At lade være med at blande sig i noget, som man ikke skal blande sig i.

Tænk på Adam og Eva i Paradisets Have.

Jeg har selv haft en kæreste, hvor vi på vej op ad Ellemandsbjerget, her på Helgenæs, gik og plukkede hindbær.

De to episoder kan godt sammenlignes. Vi havde det i hvert fald godt, og nød hindbærrene.

Livets sandhed kan kun findes, ved frit at stå i sig selv.

Jeg kan ikke klamre mig til noget i en sådan proces.

Jeg er så privilegeret at være forankret i mig selv.

Man kan sige, at det skete i forbindelse med en kanalisering uden for Assisi den 17. januar 2019, min farmors 119 års fødselsdag. Det var Maria Magdalene, der kom igennem, og sagde, at de derude var bekymrede for Jordens tilstand.

Det var første gang, jeg så specifikt fik beskeder derudefra, efter min første guddommelige oplevelse i 1979, 40 år tidligere. Jeg skylder dog at tilføje, at ærkeenglen Metatron også har været der, i min umiddelbare nærhed, siden engang i 2018.

Jeg fik mange andre fine, også meget personlige beskeder, som jeg blev meget glad for. Meget blev sat på plads i min forståelse den januardag, og i tiden, der fulgte.

Der skal mod til at stå i sig selv. Det har jeg vist altid haft. Jeg ved også, at mennesket i sig selv har en fantastisk kvalitet, hvis vi lader det udvikle sig på sine egne præmisser. Vi behøver ikke at være bange for noget. Til gengæld skal vi, altid og ubetinget, opføre os ordentligt.

Så vil vi helt automatisk få en masse fine erkendelser, hvor vi altid kan mærke os selv og vores egen energi.

Så vil vi også lære, at det, vi nogle gange i vrede lader gå ud over andre, lige så godt kunne være håndteret i stilfærdig venlighed.

At vi faktisk, hvis vi selv vil det, altid vil kunne mærke en masse dejlig energi i os selv, i vores krop.

At stå i sig selv er at have fat i sin egen energi, i hele kroppen.

Det betyder, at jeg kan mærke mig selv fra top til tå. At jeg også kan mærke passagen i mig selv.

Mine følelser, mine relationer. Min energi. Min sammenhængskraft. Mine fødder og mit kronechakra.

Energien hele vejen igennem kroppen, som også er min identitet og min integritet.

Når jeg oplever kærlighed, oplever jeg at blive elsket, som præcis den, jeg er. At jeg bliver fyldt ud. At jeg bliver rummet.

Jeg kan også rumme mig selv. Og det skal jeg også kunne, for at bevare min integritet.

Når vi finder os selv, kan vi falde til ro i os selv.

Så har vi ikke længere behov for at søge ud i verden, og lede efter det, som vi mangler.

Det er faktisk en meget fin erkendelse.

Det er betryggene for et parforhold, hvor begge på et dybt plan har sagt ja til hinanden.

Som jeg ser det, har de ikke længere brug for andre til at stimulere sig.

Men betingelsen er, at vi beslutter os for at være der for hinanden. At vi kaster lys i os selv, før vi foretager os noget som helst andet.

At vi i alt tør stå ved os selv.

Intet af det er dramatisk. Intet er unaturligt.

Intet af det fordrer, at jeg vender vrangen ud af mig selv.

Intet er ufrivilligt. Og vi går aldrig over i hinanden. Vi blander os ikke i hinanden. Vi stoler på hinanden.

Sådan noget kan man aftale, men hvor der ikke må være skygger impliceret i aftalen.

Vi skal forlods kende hinanden godt for at lave sådan en aftale.

Den må ikke handle om at klippe en hæl og hugge en tå.

Der skal være plads til alt i os selv og i hinanden i relationen.

Så tror jeg, det kan lade sig gøre.

Det er første gang, jeg er så specifik omkring parforholdet.

Vi skal altid give os selv og hinanden den fornødne tid til at lade alt opstå og udvikle sig.

Automatreaktioner i enhver form skal vi være indstillet på at kigge på.

Alt lader sig transformere, hvis vi stille og roligt tillader os selv at kigge på det, og lader det udfolde sig udramatisk.

Sådan er livet skuret sammen.

Der skal være plads til os begge to hver dag.

Vi gør aldrig noget halvt.

På afgørende områder går vi aldrig på kompromis.

Det handler om livsglæde. Det handler om kærlighed. Det handler om at give plads til os begge, og til alle i vores nærhed.

Vi kan godt forsvare at kalde det næstekærlighed, når det nu, langt om længe, igen, får lov til at være, præcis det, det er.

Tanker og følelser skal have lov til at bundfælde sig.

Og hvad der kommer til mig, skal forankres i mit liv på en stilfærdig måde.

Jeg kan godt mærke, at noget er sandt, men det har også brug for at udfolde sig af sig selv.

At vi skal noget sammen. Meget vil opstå af sig selv, når vi giver slip.

Næste gang vil vi ikke have nogen udefra til at blande sig overhovedet.