Kærlighed er ikke noget, vi bare tager.

Det andet køn er ikke noget, vi bare tager, og skiller os af med i samme hast.

Det er en forkvaklet velfærdsholdning at have, at man bare kan gøre sådan.

At man bare bruger af hinanden, for at få og for at tage.

Når to mennesker sandt møder hinanden, gør de det i frihed og i kærlighed.

Det er noget helt andet måde at mødes betinget og afhængigt.

Det sidste svarer til at et dyr møder et andet dyr.

Hvis jeg passer på mig selv, i kærlighed, så healer jeg mig selv.

Hvis vi passer på os selv, i kærlighed, så healer vi os selv.

Kærlighed opstår, når to mennesker elsker hinanden.

Gud skaber.

Mennesket elsker.

Guds kærlighed er, at mennesker elsker.

Kærlighed er at bygge op, hvor vi begge byder ind.

Den intime relation er altid den dybeste.

Det er fra den, alt andet udgår.

Kærlighed er at mødes i hjerterne.

Kærlighed er at give hinanden råderum.

Når vi er tæt på hinanden, er det mere vore sjæle end andre dele af os, der mødes.

De andre dele vil også være der, fordi vi er mennesker af kød og blod.

Hvis vi gerne vil hinanden, er det vigtigt, at der er sammenhæng, og at vi kommunikerer sammenhængen.

Det er vigtigt for troværdighed, og for at kunne imødegå misforståelser, når der opstår sådan nogle.

Det ubearbejdede er som regel noget, der foregår på instinktplan, og det skal man være meget opmærksom på, da det ubevidste menneske ofte har noget uforløst, koblet til sit instinkt.

Vi skal tillade os selv, kærligt at lukke op for vores eget potentiale i livet, hvor vi positivt kan gøre en forskel, og hvor vi positivt kan være der for hinanden, og hjælpe og støtte hinanden.

Og så skal vi enhver form for egodyrkelse til livs.

At være sig selv sandt er at være sig selv kærligt.

Livets fylde er, at vi er to.

Det er kærlighedens sande udgangspunkt.

At vi finder sammen med vores hjertes udkårne.

Og at vi lever det liv, som vi jo allerhelst gerne vil.

For at vi kan komme dertil, skal vi, hver for sig, aktivt gøre noget, for at det kan ske.

Ensomhed er ikke vejen frem. Men hen imod Ny Tid er det måske alligevel en nødvendig proces.

Fordi vi skal lære, hvad der vigtigt, og hvem der er vigtig. Også hvad vi ikke må. Og ikke skal.

Vi skal lære, hvad sandhed og kærlighed er, befriet for egoisme, ondskab, løgn, bagtalelse og meget andet.

Hvad kærligheden er, befriet for klicheer og floskler.

Mange gange, når jeg skriver noget, bliver jeg overrasket over, hvad det er, jeg lige har skrevet.

Men hvor virker det bare rigtigt! og sandt! Og jeg venter jo stadig på hende, og det er gensidigt. Men sådan er det lige nu.

Mennesket har til dato været og er stadig, når vi håndterer det statistisk, ekstremt instinktstyret.

Det vil sige, at dyret i os har meget større magt, både end mennesket og guden i os.

Nogle ophøjer sig selv til at blive guder, hvor de lader, som om det med menneskelighed er irrelevant.

Det sidste er aldeles formasteligt og forkasteligt.

Kærlighed er at lære, i detaljer, hvordan man selv kan være sådan noget, altså kærlig.

Jeg skal altid forstå det på mig selv først.

Det kaldes også at kaste lys på mig selv, at lære, hvad jeg er for en bandit, og hvordan jeg forhindrer andre i at opleve kærligheden.

Når man så bliver voksen, efter i ungdommen at have spildt og sløset med sin seksualitet, er man helt mørk indvendig. Så er der kun vreden tilbage til børnene, når de ikke sidder ordentligt ved bordet, eller hvis de vover at give naturligt lyd fra sig. Så er det bare ind på værelset! Så kan de lære ukærligheden på den ukærlige måde!

Vi bliver nødt til at lære på egen krop, hvorfor og hvordan vi gøre livet surt, for os selv og for andre.

Der er meget, der ikke må snakkes om, og som ikke må siges højt.

Når noget af det er selve årsagen til lidelsen i verden, nytter det jo ikke noget at blive ved med at fortie det.

Måden at spilde sin seksuelle energi er så vigtig en detalje, at den skal fortælles, også selv om de fleste vil sige, at det ikke rager andre, hvad de gør ved sig selv.

Man er nødt til at finde ud af på sig selv, hvad det positivt vil sige at bevare, og i stedet kærligt at håndtere seksualiteten. Før det sker, vil mennesket blive ved med at være lige så sort som en neger.

Neger kommer at det latinske negro og betyder sort, så det er ikke diskrimination at sige, at man er sort indvendigt, fordi man selv har gjort det ved sig selv.

Vigtigt er det jo også at fortælle, at det hele skal forstås i en sammenhæng, hvor vi er skabt af Gud, at vi ikke bare er dyr, men at vi også er dyr, og skal behandle den information seriøst.

Jeg er sikker på, at viden om at håndtere sin seksualitet ordentligt også indgik i den lære, som Jesus oprindeligt har fortalt om, men at den, som noget af det allerførste, er blevet fortrængt og fortiet, fordi det i en almen sammenhæng ikke sælger billetter, så at sige. Men på den måde får man jo ikke sandheden frem.

Og så bliver kærlighed bare ord og formaninger, og religion. Som ovenikøbet kun kan overleve ved, at nogen går i døden for den. En meget bagvendt måde at fortælle, at man skal lære at være ordentlig, ved ikke at spilde sin energi.

Jeg kommer selv derudefra, og jeg har selv oplevet dybe fordomme, der har forsøgt at tage livet af mig, hvor fordommene har været begrundet i en forkvaklet seksualitet, som er en anden måde at udtrykke dybe bindinger i livet, hvor man ikke ønsker at kigge på sig selv.

Når man sløser med sin seksualitet, så ødelægger man det fine bånd, som alle har inde i sig, hvor energien er fri og åben imellem måden at være dyr på og måden at være gud på.

Når man spilder sin seksualitet, så er man kun en tom skal, og så er der kun vrede og aggression i forhold til de nærmeste, og i frygt og angst i forhold til alle andre. Man alligevel kan man godt blive præsident.

Det er i dette bånd, vi har mulighed for at være sande mennesker. Men muligheden ødelægger vi, hvis ikke vi lærer at være til stede i vores egen energi, hvor seksualiteten er den dybeste.

Hvis man gerne vil forstå sig selv, så skal man lære i sit indre blik altid at have front imod sig selv, som også og især vil sige, altid at være opmærksom på, hvordan jeg er, i forhold til mig selv.

På den måde kan jeg skabe et rum, hvor jeg kigger på mig selv, og på mine egne handlinger, egne tanker, egne følelser. Derved kan jeg undgå at sende noget ud i verden, som jeg burde have holdt inde i mig selv, og vende en ekstra gang. Det gælder også i forhold til, hvad jeg, nogle gange måske lidt for nemt, kalder mine egne børn, og min egen mand eller kone.

I et guddommeligt perspektiv kan jeg ikke eje et andet menneske, og ikke bestemme over et andet menneske. Det gør jeg kun, hvis jeg gør mig selv til et dyr. Og jeg er altså et menneske, der står til regnskab for Gud, som er den enkle måde at udtrykke det på.

At eje et andet menneske er at gøre mig selv til Gud. End ikke Gud vil nogensinde kunne finde på at ville eje et andet menneske. Han har faktisk givet os den frie vilje, for at vi selv skulle lære at finde ud af os selv.

Og ind i os selv.

Hvordan kan jeg i øvrigt elske min næste som mig selv, hvis jeg ikke aner et klap om, hvad og hvem jeg selv er? Eller kun evner at henvise til Bibelcitater. Det er sgu da fattigt!