Jo mere ærlig jeg er, jo mere lys har jeg i mig selv, jo mere fylder jeg mig selv ud som menneske.

Corona aktiverer mønstre. Ingen tvivl om det. Her er det godt at vide, på hvilken side af mønstrene jeg befinder mig.

At elske et andet menneske som et andet menneske.

Det er der, vi er kommet til i menneskehedens historie.

Jeg vil gerne elskes! Jeg vil ikke elske!

Det er dilemmaet, som også Corona handler om.

Et sandt og kærligt menneske er det i alt, hvad han laver. Det er ikke betinget af noget, hverken af penge, prestige eller andet. Det er simpelt hen en grundtilstand, en grundstemning, der berører alt, hvad han har med at gøre.

De fleste mennesker er bundet, på en måde, så kærligheden ikke når hele vejen rundt om det, som de møder, og som de kigger på. Dermed kan de heller ikke sandt får fat i mørket. Og så dannes der skygger, som er det samme som usandhed.

At nå hele vejen rundt om et andet menneske er at se alle aspekter af en sag, i stedet for at hænge sig fast i en bestemt tanke eller følelse, og så lade den styre alt.

Sådan foregår det de fleste gange, når man ikke formår at give slip. Og på den måde kan skyggerne vokse sig tårnhøje. Det kan også være egoet, der på den måde skyder i vejret.

Alternativet er, at lære at give slip, og at lade kærligheden møde alt i mig selv, og alt i den anden. Det er måden at undgå at blive ensidig og skyggefuld.

At være styret af sjælen er at være blød i sig væsen, men blød på den sande måde.

At være styret af instinktet er at være hårdt i sin væsen.

Når det lykkes at få fat i sjælens kvaliteter, kan man fremadrettet gøre meget for, ikke selv at blive hård.

Det er sådan noget, som Jesus mener med at vende den anden kind til og at tilgive dem, fordi de ikke ved, hvad det er, de har gang i.

Det er overbærenhed på den sande måde, hvor vi ikke anerkender løgn, kynisme, hårdhed, falskhed, men hvor vi med os selv ved, at de andre ikke helt har forstået, hvad det handler om.

Vi går ikke i dialog med en sådan attitude, men vi anerkender, at vi ikke, her og nu, kan gøre noget ved, at nogle ikke evner eller ønsker at opføre sig ordentligt. Nogle gange kan man vitterligt ikke gøre andet end at trække sig.

Men i og med at man ikke selv spiller med, har man givet sig selv en stor fordel.

Jeg oplever, fra tid til anden, at bakse med noget, som jeg ikke kan få hul på. Som bare er uigennemtrængeligt og lukket.

Det sjove er, at fordi vi har en sjæl, vil vi kunne transcendere alt, så længe vi gør det ubetinget, altså uden at stille betingelser af nogen art.

På den måde kan noget meget vanskeligt pludselig åbne sig, og lade sig forstå og heale. Det er dybt magisk at opleve.

Når mange har meget svært ved at komme til en sådan erkendelse, skyldes det, at de har noget, som de ikke vil give slip på. Det er et virkeligt spøjst fænomen at være vidne til.

Det, som jeg oplever som helt åbent, kan for andre være totalt lukket land, som ovenikøbet etiketteres af en skygge, der gør det helt mørkt og uigennemtrængeligt.

I kærlighed kan alt opløses til bløde, smukke og sande former.

Kærlighed er at udfolde sit væsen.

Jeg kan gøre det alene, ved positivt at gå ind i det, der optager mig.

Vi kan gøre det sammen, gennem hjerte, gennem samtale, gennem seksualitet.

Det handler om at være noget for hinanden, men jo også at være noget for mig selv, så vi ikke bare lader det afhænge af, om vi er sammen.

Altid positivt at være i livet er det, som det hele handler om.

På den måde vil jeg altid have livet foran mig, og kunne navigere frit i det.

Jeg har fri adgang til min seksualitet, fri adgang til min egen energi, fri adgang til min barnlighed, som indeholder alt godt fra sjælen.

Det hele forudsætter ordentlighed, ærlighed, villighed, åbenhed.

Det svære er, når dyret får for meget plads. Nogle mennesker har dyret i sig liggende meget tæt på overfladen, som en latent og altid nærværende trussel. Og forklaringen er, at de ikke har lært at forholde sig til, hvad dyret er for noget, at vi altid skal behandle os selv og andre ubetinget ordentligt.

Kærligheden kan noget, som instinktets ubarmhjertige kynisme ikke kan, vel at mærke den kynisme, der kan udgå fra et uforløst menneske. Det kan være ondskab på en fuldstændigt ødelæggende måde, når det sker. Hæmningsløst. Hjerteløst.

Den sidste flår alt i stykker. Kærligheden, på sin side, healer, forløser. Men de to kan ikke fungere side og side, og ikke i samme rum.

Når man oplever stor kærlighed, kan man få oplevelsen af at krakelere, at alle niveauer bliver gennembrudt. Her er det jo ganske vigtigt, i fortsættelsen, at jeg giver mig selv lov til at mærke alt dette kærlige, og ikke går ind i et hårdt miljø, hvor det hele bliver ødelagt. Jeg skal give mig selv tid til at mærke og at fordøje det.

Den dybeste kærlighed evner at komme hele vejen rundt, uden at stille betingelser, uden at kræve noget. Den kan derfor rumme alt, og heale alt. Den forudsætter, at udøver har sluppet alt i sit liv, og er et sandt redskab for Gud.

Et menneske, der er kærlighed, kan heale alt.

Et menneske, der er sandhed, kan forstå alt, og være med alt.

Kærligheden er at komme hele vejen rundt om alt.

Det handler om, hvad vi favner. Hvad vi kan rumme. Hvad vi giver plads.

Det, som vi kan favne, kan vi rumme. Det, som vi kan rumme, giver vi plads.

Det, som vi giver plads, kan vi heale og forstå. Vi forstår det i hvert fald meget bedre, end ved ikke at rumme det.