Når alt kommer til alt, så er vi kun vores karmiske aftale.

Den er det mindste, vi kan koges ned til. Den er til gengæld virkelig. Og den kan vi ikke løbe fra.

Vi er, hvad vi har sagt ja til. Det er det eneste, der ligger fast.

Alt andet er styret af den frie vilje.

Alligevel er der mange, der gør alt, hvad de kan, for at stikke af fra deres karmiske aftale.

Det er lidt komisk.

Jeg er sikker på inden jeg inkarnerede at jeg har sagt at jeg er villig til at gå hele vejen. Vejen blev så lidt længere.

Inden vi inkarnerer, aftales det i detaljer, hvad der skal ske, med hvem og hvordan.

Der er altid stor frihed, og vinduer, med i en sådan aftale.

Vinduerne handler om, at der er særligt gunstige perioder, hvor vi vil kunne møde hinanden.

Friheden handler om, at den frie vilje skal være til stede.

Men det betyder ikke, at vi ikke skal handle, eller at vi kan trække os fra vores aftale.

Det betyder heller ikke, at man kan lave sin aftale om.

Når noget ikke går efter planen, er der muligheder for korrektion derudefra.

Men det forudsætter stadigvæk, at mennesker så respekterer den nye situation, og handler på den.

Det er derfor, der tales om Plan B og Plan C.

Jeg har fået lov til at gå med ind en sådan karmisk aftale, og gøre mig gældende indefra.

Indfra vil sige fra sjælsniveau, fra sjæl til sjæl.

Adgangsbilletten til sjælen er sandhed og kærlighed.

Det er egenskaber, der skal være aktiveret og gældende i den person, der af et åbent sind går derind.

De karmiske aftaler går dybere endnu.

Den direkte aftale er i hvert fald en stålsat vilje til at leve sit kald, og at evne at være i sin guddommelighed, som handler om at være god, at være sand, at være smuk, uden at nogle af disse egenskaber skal tilføres udefra.

Det er en slags tunnel, hvor der ikke er så meget plads, lidt svarende til en æggestok, på vejen ud til en Zygote, eller måske som en Zygote, på vej mod livmoderen. Det sidste virker mest logisk, men jeg har ikke belæg for at sige, at det har et fysisk tilsvar.

På dette niveau kan man ramme et andet menneske, tale til vedkommende, men gennem sjælen.

Man kan gøre vedkommende opmærksom på, hvilke fejl han eller hun har gjort, forstået som forkerte måder at tolke og handle på.

Man kan tale til flere, og være med til at påvirke motivation og attitude.

Men kan tale til andre om, hvordan de ikke var gode, ikke var sande, ikke var smukke. I princippet er det det samme som at sidde sammen med en anden, men her er forudsætningen, at vi begge i givet fald skal være i vores guddommelighed, alias at have givet slip på det, der binder de fleste mennesker til livet, såsom materialitet og attitude, bundethed til familie, og meget andet. Forfængelighed.

Men når vi kommer tilbage til virkeligheden, er det stadig personen selv, der skal sige ja og handle, i forhold til den nye situation.

Den frie vilje skal sikre, at der er kvalitet i de valg, vi lader være gældende. At vi altid står inde for os selv, når vi siger ja. Og at vi gennemfører det, som vi siger ja til.

Det handler også om, at vi, hvis vi vil undgå at kaste skygger, skal kunne provokere hinanden, uden at vi går fra hinanden. Det er vigtigt, at vi kommer ud i hjørnerne af os selv og af hinanden, og ikke slækker på kvaliteten i vore handlinger. At vi i alt formår at stå i os selv og ved os selv.

Det gør man ikke ved at blive mere og mere kompromissøgende, i hvert fald ikke omkring væsentlige spørgsmål i livet. Jo mere levende vi er, jo mere åbne vil vi også være. Det er simpel logik.

De mennesker, som jeg har kendskab til, som ikke gør, hvad de skal, forsøger at flygte fra den simpleste pligt af alle, ovenikøbet der, hvor de, hvis de siger ja, er sikker på at have det, som blommen i et æg. Det er jeg overbevist om.

Alligevel vælger de selv at fravælge præcis det, de skal. Og derfor oplever jeg også, at de bliver holdt fast i en skruestik. Med alle mulige og umulige sprællebevægelser, i forsøget på at komme væk.