Der knytter sig nogle mærkelige paradokser til livet, som jeg har oplevet rigtigt mange gange, tilbagevendende.

For det første er der ikke noget, der må være godt og sandt i sig selv.

Det minder om, da Guden i gamle dage, som var lokal, kun måtte besøges af en indviet. Hvis man som uindviet så Gud, døde man.

Bagsiden af det gode er det onde. Det er der til gengæld mange, der er tiltrukket af, og som næsten euforisk kan dyrke det. Jødehad et godt eksempel.

Som jeg oplever det, tiltrækkes flertallet mere af det onde end af det gode.

Jeg har oplevet panisk angst i forhold til det gode, som om man hellere vil tryghed og sikkerhed, end at stå frit i verden.

Det sjove eller mærkelige er, at det er den samme energi, man bruger til at være ond med, som lige så godt kunne være god.

Det svarer fuldstændigt til, at had er den direkte modsætning til kærlighed, og at nogle vælger hadet.

Jeg har oplevet det mange gange, og jeg har simpelt hen svært ved at forstå, hvorfor man flygter fra det gode, det sande og det smukke, altså som kvaliteter i sig selv. Det har jeg til gode at forstå.

Og tilsvarende hvorfor mennesker tiltrækkes så meget mod modsætningen, af nogle kaldet dødsdrift.

En vigtigt forklaring er i hvert fald, at mennesker, der går i angst, på en eller anden måde, er i deres instinkt, uden kontakt med deres sjæl. Og de er dermed heller ikke i deres egen energi. Jeg må nok heller tygge lidt på det, forstår det stadigvæk ikke.

Det er i øvrigt den samme mærkelige problematik, som Janteloven opstår af.

Jeg glæder mig over, i mit eget liv, at jeg tiltrækkes af det gode, før jeg lader mig forføre af det onde.

At søge tryghed og sikkerhed er instinktadfærd, der i sit udgangspunkt er reelt nok, med i menneskers verden lige så ofte, eller meget oftere, er automatreaktioner. Jeg tror, meget af svaret skal findes her.

Det svarer i øvrigt til den oplevelse, som jeg også har haft nogle gange, at mennesker viger tilbage, hvis sjælen bliver for tydelig. Man kan simpelt hen ikke have, at deres liv bliver forstyrret af sådan noget. Det er altid lidt komisk at opleve, og fortæller måske, at det med sjælen er noget, man skal vænne sig til, og tage ind i flere omgange, for at det ikke bliver for voldsomt.

Det var da vist nok en vigtig del af svaret.

Kategorier der den grundlæggende måde, man forstår livet og sig selv på.

Jeg lærte ordet af Jes Bertelsen, og har altid syntes, det var et godt ord.

Det er her, vi vælger mellem det gode og det onde, som er nogle meget reelle størrelse.

Det er her, vi vælger mellem lys og mørke, der heller ikke er til at tage fejl af.

Det er også her, vi vælger, om alt i os selv skal være inkluderet, eller om der er noget, vi holder udenfor.

Det, som senere vil fortælle os selv og verden, om vi er i høj eller lav bevidsthed.

Og det er her, vi skelner mellem sjæl og instinkt, som kommer to forskellige steder fra, og som mødes i det væsen, som vi til lejligheden kalder et menneske.

Det er instinktet, der giver os liv, som betyder, at vi kan trække vejret.

At vi årvågent kan være i verden, på samme måde som dyrene, altid med ørerne strittede op i luften, med øjnene på stilke, opmærksomme på enhver afvigelse, med lugtesansen aktiv, hvis der nu er en lugt, der fortæller om et rovdyr, med smagssansen, så føden er frisk og ikke giftig, i forhold til artsfællerne følesansen, så dyret kan mærke, at det er elsket, på sin egen måde. Hos dyrene er relationen altid hierarkisk bestemt.

Det er sjælen, der blæser liv ind i os, i betydningen at være elsket for præcis den, jeg er. At mærke mig selv i alle celler, men også at mærke den anden i alle celler. Det er lidenskab, dybt udfoldet, uden restriktioner.

Det er den betingelsesløse kærlighed. Det er den ligeværdige samtale, hvor vi tør fortælle hinanden alt. Det er det åbne hjerte, hvor vi ved, at vi altid er der for hinanden og for andre, der kommer ind i vores felt. Vi er ikke smålige med følelser, for vi har adgang til kærlighed i ubegrænsede mængder, fordi vores kilde er Gud, der har skabt os, og som altid vil os det godt.

Restriktioner er noget, der kommer med instinktet, der overdriver det med tryghed og sikkerhed. Det er også instinktet, der siger: Du er ikke god nok, som du er! Gå ud og tag noget mere sminke på! Kom tilbage, når du er, sådan som jeg gerne vil have dig! Så må vi se til den tid!

Det er ikke sjovt at komme i lag med et instinkt.

Det er sjovt og dejligt at komme i lag med et andet menneske.

Bevidstheden har vi fået for at kunne forstå os selv, og for at kunne forstå hinanden.

Når mennesket leger dyr, så bliver bevidstheden lav. Så er der ingen, der er god nok. Så er der altid kritik og øretæver i luften. Så er man et nul, hvis ikke man slikker den anden de rigtige steder. Og snobben ved godt, hvor snobben skal slikkes.

Når mennesket bliver dyr, så bliver det også meget nemt latrinært, svarende til de sider, der holdes borte i forbindelse til opdragelsen, hvor man forlader det dyriske. I gamle dag var der på universiteterne optagelsesritualer, hvor man opførte sig som dyr, fordi man herefter skulle aflægge sig disse egenskaber, når man, som Erasmus Montanus, på den højere læreanstalt, skulle artikulere sig på latin.

Ude i samfundet, eller nede på bunden, blandt pøblen, rosset, kunne man være et røvhul, en svagtpisser, en ludder og en ludderkarl, horeunger, lemmedaskere, en skarnsknægt, Jeppe på Bjerget, tilbage på møddingen, efter en nat i baronens seng, med Nilles pisk som en påmindelse om, at alt var som før. Alt det forsvandt heldigvis, når man blev student, og bagefter lærte at begå sig på de bonede gulve.

Skyggen eller komplekset er begge fantastiske begreber, formuleret af C.G. Jung. De fortæller begge om den fraværende del, som ikke fik lov til at få dansesko på, som ikke blev inviteret med på slottet, eller som snobben efterlod hjemme i kommodeskuffen. Klods Hans’ to brødre. Jeg kunne godt nævne andre navne, men det ville ikke være så poetisk.

Den fraværende del udmærker sig ved, overhovedet ikke at være fraværende. Den vil altid støje i det udtryk, som den tilbageværende persona præsenterer sig selv ved.

Vi kan være sande mennesker. Og vi kan være bestialske og lavere end dyr.

Det sidste er der også mange, der er. Det er nok ikke dem, man husker for det gode.

Vi vælger selv, fordi vi med bevidstheden har fået en fri vilje. Vi kan faktisk gøre, som det passer os.

Vi afgør selv, om vi har lyst til at have en høj eller en lav bevidsthed. Om vi vil have lyset ind i vores eget liv. Om vi ønsker at være det gode og at leve det gode. Det står os frit for, og det vil aldrig skulle være en andens beslutning, hvad vi suverænt vælger, skal være styrende i vores liv.