Et ordentligt menneske kan altid kigge sig selv i øjnene.

Et menneske, der siger sandheden, ligeså.

Rent mel i posen og ingen lige i lasten.

Vejen til Gud er meget direkte, både som kontakt og som mulighed for at vide, at jeg har fat i sandheden.

Svarene er ikke altid så enkle, fordi mennesker lever og agerer i så mange forskellige niveauer, først og fremmest i deres instinkt.

Når et menneske er gennemført ordentligt, er det ikke så kompliceret.

Men det er langt fra altid, at det forholder sig sådan.

Til gengæld kan jeg hjælpe mig selv ved selv at være i overensstemmelse med sandheden.

Lakmusprøven på ordentlighed er, at jeg altid kan kigge mig selv i øjnene.

Den samme prøve er et Gudsbevis, altså at jeg altid kan kigge mig selv i øjnene.

Hvis vi har været på flugt fra os selv, kan vi ikke blive ved.

På et tidspunkt standser det, og så ser verden sådan ud, som den gør, lidt ligesom hvis man er endt i en blindgyde.

Det er ikke noget i vejen med, at livet på den måde går i stå, at man befinder sig i et dødvande.

Sådan er livet også en gang imellem. Det er faktisk sundt. Især når vi har det godt med os selv og ved, at vi ikke er på flugt.

For livet er også stilstand, ro, plads til ikke at vide, hvad der så skal ske.

Hvis jeg altid kan kigge mig selv i øjnene, og lander i en sådan tilstand, er der jo bare at vente, hvad der så sker, ikke at ville noget.

Det er da også et gudsbevis, i min forståelse.

Det er faktisk dejligt at mærke, at jeg har nået bunden, en intakt bund, og nu bare stille og roligt finder mig vej op igen, eller ud igen.

Hvis Corona kan føre mennesker derhen, er grundlaget dermed skabt for sand menneskelighed, hvor intet er bygget på løgn eller bortforklaringer af alt muligt. Som verden inden Corona var nærmest indbegrebet af.