Jeg spurgte engang, i 2018, mig selv, hvad formålet egentlig var med alt det, jeg beskæftiger mig med.

Der kom en sætning: “Legen ud i alle celler”.

I 2019 deltog jeg i en kanalisering uden for Assisi, hvor personen, der lod Maria Magdalene komme igennem, til mig gav mig ordene “kærligheden ud i alle celler”.

Denne person vidste ikke noget om, hvad jeg tidligere havde fået af ord.

Det var en dejlig bekræftelse for mig, i forhold til alt det mærkelige, jeg jonglerer i, ikke altid lige nemt at forstå.

I 2017 var jeg ved en portal, der rakte ud til Pleaderne.

Her oplevede jeg, hvordan legen blev til i mit barnebarn.

Det sjove er, at et menneske altid er et helt stykke, og handler i et helt stykke.

Et barn er i sig selv optaget af verden på en måde, hvor det former sig i forhold til sine oplevelser og erkendelser. Legen fylder det hele i denne totale og meget fleksible, lidt amøbeagtige form.

Legen blev styret af intentionen, så at sige, som lod menneskevæsenet opstå, mens verden blev iagttaget og imødegået. Meget fascinerende, svarende til at begynde verden fra et punkt, og så lade alt det andet opstå af interesse, engagement, lyst og lidenskab, på helt sin egen måde. Hvor arme og ben og resten af kroppen agerer i forhold til legen, der opstår spontant og umiddelbart. Ligesom i en dans.

Jeg var selv totalt gået i stykker, på grund af et ondt menneske. Det var fascinerende at opleve, hvordan jeg på den måde nærmest genopstod, hvor jeg kunne mærke mit barnebarns entusiasme og livsglæde som en slags dynamo bag tilblivelsen.

Når et menneske bliver voksent, sker det ofte, at det stivner, og ikke længere har denne spontane og umiddelbare tilgang til virkeligheden.

Så foregår det hele bag ved et panser, en stivnet form, hvor legen måske er håbløst tabt, og herefter kun er mulig i film og måske på ferier, hvor man evner at give slip eller slå sig lidt løs. Alternativt under indtagelse af alkohol eller euforiserende stoffer, men det er jo ikke sandt, kære venner! Det er der ingen, der bliver lykkelige af.

Den samme panservirkning opstår, når man lader en eller flere af de syv dødssynder få lov til at virke inde i sig. Så blokerer man også sig selv, og måske permanent. Sådan kan det i hvert fald godt være, især når man selv stiller sig bag sine dødssynder.

Så øvelsen er at bevare sin sandhed, sin kærlighed, sin ærlighed, sin smidighed. Det er den rigtige rækkefølge.

Smidighed i mit væsen forudsætter, at jeg er gennemført ordentlig.

Hvis man lever på en løgn, så kan man ikke være fleksibel.

Så kan man heller ikke se sig selv i øjnene.

Så det er jo en god prøve på, hvor man selv er

Legen er mere end fantasien, men bygger på fantasien.

Legen er, at et menneskevæsen hengiver sig til en beskæftigelse, hvor det på en måde mister eller giver slip på sig selv.

Det er i lige så høj grad muligt at være helt til stede i sig selv.

Der er bare ikke så mange, der har en så veludviklet selvbevidsthed, at de formår at give slip, og bare være et barn, bare være sig selv.

De fleste voksne har noget, de stritter imod med.

Men øvelsen er at lære at give slip ind i legen.

Øvelsen er at gøre det, jeg har lyst til, uden at forbyde mig selv noget.

Øvelsen er også, i elskov, at give slip, og bare lade noget få lov til at udfolde sig på sin egen måde.

Når vi bliver voksne, er vores seksualitet nemlig en del af vores væsen, og dermed legens naturlige forlængede arm, kan man godt sige.

Når vi hengiver os til noget musisk, noget kreativt, så er det også legen og måske seksualiteten, som vi lukker op for.