Sandhed binder os til os selv. Det handler om, hvad jeg er, og hvad jeg har gjort. Det kan jeg ikke løbe fra.

Sandhed er mit dybe væsen, men det er også mit aftryk, som jeg sætter ved at være i verden.

Livet mødes i de punkter, vi er skabt i de punkter, vi er skabt til, og i det, vi har gjort os selv til.

Ubetinget ærlighed er den eneste gangbare vej ind i Ny Tid.

Løwn giver en returbillet til afgangsstationen. Så kan du lære det, kan du!

Jeg skal have mig selv med, ikke bare der, hvor jeg sminket ser godt ud i spejlet.

Der er altid noget, jeg ikke kan se i spejlet. Jeg kan jo se, om det vil lykkes at camouflere det for mig selv.

Vi kan altid mærke på os selv, om noget er sandt, hvis vi er ærlige.

Og hvis vi er i tvivl, kan vi aktivt gøre noget for at komme nærmere svaret.

Vi har altid masser af muligheder.

Det er ikke alle, der ønsker at forholde sig til de eksisterende muligheder, men det fratager dem ikke for ansvar.

Man vokser af at være i sandheden, også fysisk.

Sandhed virker indefra.

Man ser den ud gennem øjnene.

Man ser den gennem huden.

Man ser det i udtrykket, i ansigtet og kropsattituden.

Sandheden gør os levende.

Sandheden har den styrke, at den altid kan tåle, at vi vender tilbage til den.

Det kan løgnen ikke.

Sjælen er det sande i mig.

Instinktet er mine klicheer og mine løgne.

Når jeg sandt er i sjælen, er jeg også sandt i mit instinkt.

Det er, når jeg vælger instinktets perspektiv, i stedet for sjælens, at løgnen, falskheden, egoet, forfængeligheden, rollespillet opstår.

Når jeg snyder og bedrager, lader som om, ikke vil være ved mig selv, spiller spillet uærligt, når jeg holder den anden for nar.

I denne tilstand bliver jeg også mørk indvendigt, og kan kan altid se det i øjnene og i kropsudtrykket.

De mørke bliver med tiden triste, rynkede, grå, kedelige.

Det gælder også, selv om de forskønner det ydre kosmetisk.

Det sande kan vi jo lige så godt være i.

Som fylder øjeblikket, så vi begge eller alle er glade og åbne.

Sandheden er det, der er sket.

Sandheden er det, jeg har gjort.

Sandheden er den, jeg er, fordi jeg har gjort, som jeg har.

Sandheden er det, jeg har rodet mig ud i.

Sandheden skal jeg derfor stå inde for.

Det kan ikke være anderledes.

Sandhed er ikke noget diffust noget. Det er noget meget konkret, som vil åbne sig for enhver, der spørger oprigtigt nok.

Sandhed er det, der opstår, når vi er ordentlige, når vi behandler hinanden, som vi skal og bør.

Når alle løgnehistorierne er udtømte, så er der kun sandheden tilbage.

Det har jeg det rigtigt godt med.

Sandhed er noget, vi har inde i os selv.

Det fordrer ro at mærke den.

At give sig tid. At være alene. At mærke den. At føle den.

Sandheden er omkring hjertet. Men den har også andre fysiske forankringer.

Hvis man er vred, kan man ikke mærke sandhed.

Måske derfor er mange meget vrede i deres udtryk og deres væsen.

For så kan de ikke mærke sig selv.

Man kan sløre det med tobak og alkohol.

Men ikke forever.

Sandheden kan vi ikke lyve fra.

Vi kan gemme os. Vi kan også materialisere en løgn, og som voksne gemme os godt og grundigt.

Men sandheden vil altid vende tilbage.

For sandheden er det egentlige af vores væsen.

Corona trækker løgnen fra hinanden.

Intet forekommer mig mere vederkvægende.

For hvor har løgnen bare fyldt alt for meget i verden!

Sandheden findes som en fysisk oplevelse inde i mig selv.

For at kunne opleve den forudsætter det, at jeg lever mit liv i sandhed.

Hvis jeg bare mener, som folk gør flest, får jeg ikke fat i den.

Jeg skal ønske med mig selv, og oprigtigt, at kende sandheden. Så kan jeg mærke den.

Det kan jeg ikke, hvis jeg flygter fra den, og fra mig selv.

Sandhed er det, jeg kan mærke i mig selv, er sandt.

Ingen andre kan svare for mig, hvad der er sandt for mig.

Det betyder ikke, at svaret er tilfældigt eller subjektivt. Men det skal jeg selv finde ud af.

Jeg kan heller ikke kvalificeret udtale mig om en andens sandhed. Men den er stadig faktuel.

Sandhed kan også bruges som en beskrivelse af, hvad der faktisk er sket. Det er sket! Det kommer man ikke udenom. Uanset om man forsøger at benægte det.

Der er mange spændende askpekter ved den guddommelige indfandsvinklel, som jo er sandheden.

Jeg kan aldrig tage patent på sandheden, lige så lidt som jeg kan tage min sjæl i besiddelse.

Jeg kan heller ikke eje kærligheden, der hænger nøje sammen med sandheden.

Jeg kan heller ikke eje sandheden.

Jeg kan erkende den, forstå den, tilegne mig den, gøre den til mig egen, men det er ikke det samme som at eje den.

I sjælens verden gælder sandhed og kærlighed, og vejen derind er sandhed og kærlighed.

Sjælen er faktuel og kan erkendes, ligesom hjerteenergi kan det.

Men vi kan ikke tage ved den. Vi kan være i den. Vi kan være i sandheden. Vi kan være i kærligheden. Men intet af det er vores.

Det var sådan lige, hvad der kom til mig.

Det er jo mærkeligt alt sammen.

Det er som at snakke på vegne af Gud, og det bliver jeg aldrig. Det er lidt sjovt.

Hvis jeg har selvtillid, eller tror på mig selv, så har jeg også fat i sandheden.

Det er her, nogle egoer opstår, som tror, at sandheden er deres. Og nogle slår sig gevaldigt ved det.