Min kontakt med den positive sandhed om mig selv er det, der holder mig i live, som jeg hviler i.

Sandheden er noget, vi stilfærdigt kan lade virke gennem os, når vi er ordentlige.

At have kontakten med mig selv, men også med dig, uden at nogen af os går på kompromis.

At gøre det, jeg kan mærke, er sandt, kan aldrig være klichéfyldt.

Nogle gange er forskellen på sandhed og kliché så minimal, at jeg måske ikke engang kan registrere den.

Men i fortsættelsen kan vi altid mærke, om der er sandhed i vores valg.

Det kan aldrig være andre, der skal afgøre det for mig, selv om der sagtens kan stå en masse i kø for at ville fortælle mig det.

Hvis det er tilfældet, er det ingen i køen, der har ret, og det bedste, jeg kan gøre, at trække mig.

Der er mennesker, der vil snyde. Dem er der altid. Som har en skjult dagsorden.

Vi er nødt til at lære, hvad det handler om, for de holder ikke sådant lige op med at gøre sig bemærket.

Det gælder også ind i det, vi kan kalde Ny Tid, hvor der er lige så mange svindlere som alle andre steder.

Så længe jeg har fat i min egen sandhed, har jeg fat i min egen tyngde, mine egne valg, mit eget væsen, og adgang til min egen sjæl.

Når jeg kaster skygger, giver jeg afkald på min egen suverænitet. Og så er det op til skyggebæreren, hvordan vi klarer den sammen.

Sandheden er alt i mig. Det kan ikke kun være en delmængde.

Når jeg siger: Jeg er … , så er det alt i mig, der er indeholdt i dette jeg.

Sandheden er mig selv i ét stykke.

Den går altid igennem hjertet.

Jeg må aldrig lade en påståelig version få lov at overtage.

Jeg skal kunne og ville træde et skridt baglæns, og så møde den igen.

Det går igennem alt i mig, fra isse til fod, men også ind igennem kroppen og dens forskellige dele.

Jeg skal sikkert øve mig på det, men det er forløsende at mærke, at noget er sandt, at der er hul igennem.

At være og blive i min egen sandhed er vejen til forløsning.

Hvis der er noget, jeg bøvler med, vil jeg hjælpe mig selv ved at holde fast i, hvad jeg godt ved er sandt.

Se side

Sandhed er alt i mig, uden undtagelse.

Jeg har oplevet mennesker, der troede, at rollen var alt i dem, og resten ikke betød noget.

Eller at en norm var alt i dette menneske, eller en fordom, hvor resten ikke havde noget at gøre med dette menneske.

Jeg har også oplevet mennesker, være så meget i deres mønstre, at disse mønstre var virkeligheden, uanset hvad virkeligheden var.

Jeg har oplevet mennesker, være så meget i begrebsapparater, at virkeligheden, der ikke var indeholdt i disse begreber, ikke var virkelig.

Og så er det ikke engang løwn.

Men sandheden er hele virkeligheden.

Mønstre, begrebsapparater, normer, fordomme er alt sammen kun en delmængde, som vi forsøger at fange virkeligheden med.

Den sande virkelighed er ikke ekskluderende. Den er det hele.

Det sande er noget, jeg skaber imellem mit menneskevæsen og Gud.

Det sande giver ikke nogen mening, hvis ikke jeg tilegner mig det.

Sandheden kan vi kun finde og forstå ved at være i den.

At vide, at det, som jeg gør er rigtigt.

At vide med mig selv, at jeg er på sporet.

At have det godt med mine beslutninger og mine valg.

At være det sande udtryk for mig selv.

At være i sandhed er en tilstand, som jeg kan vælge.

Men dermed har jeg også fravalgt løgnen i enhver variant, og har forpligtet mig til, altid at være åben for, at jeg kan have taget fejl, og derfor skal korrigere.

Sandheden er noget, jeg har i mig selv, fordi jeg selv har været aktiv og positiv i livet.

Fordi jeg har gjort noget for at være den, jeg er.

Fordi det at være et godt menneske er et mål i sig selv.

Fordi ordentlighed er vigtig i min måde at være i livet på.

Fordi jeg altid vil kunne kigge mig selv i øjnene.

Sandhed er, at jeg altid kan være mig selv bekendt.

At jeg kan kigge mig selv i øjnene.

At jeg er den, jeg er. Stilfærdigt. Åbent. Ærligt. Ædrueligt.

Hvem og hvad lader jeg være styrende og gældende i mit liv?

Hvem lytter jeg til, før alt andet?

Hvad har førsteprioritet i mit liv?

Hvad er vigtigt for mig? Og vigtigere end alt andet?

Sandheden er det, der kommer indefra os selv.

Det gælder sandhed i enhver form, også sandheden fra Gud.

Den virker altid i nuet.

Den henter sin styrke og sin inspiration fra det, jeg har gjort.

Den opstår, når jeg sandt går ud i livet, og derved får ny erkendelse.

Man forstår kun noget, hvis man selv tilegner sig noget med sine egne ord.

Ikke med sine egne forbehold, men med sin egen positive forståelse og tilegnelse.

At jeg gør noget til mit eget.

At jeg gør noget i virkeligheden. Af mig selv. Og hvor jeg selv er med.

At jeg med en viden bliver positivt klogere, end før jeg havde hørt om den.

Sandheden er en oplevelse af mig selv, her og nu.

Hvis jeg kigger mig selv i øjnene, har jeg fat i den.

Den er helt aktuel, og ikke til at tage fejl af.

Enhver kan få kontakt med sig selv, og på den måde hvile i sig selv.

Sandheden er en oplevelse, vi har inde i os selv.

Det er den, vi i virkeligheden er.

Fra den position spiller vi ikke roller.

Ikke at vi ikke godt kan indgå i en rolle.

Men vi har hele tiden fat i os selv på samme tid.

Jeg ville ikke leve uden at have hul igennem til sandheden.

Som vel er en omskrivning, eller en anden måde at have kontakt med Gud.

Men som også handler om, generelt at have fat i sin egen sandhed.

Og at have fat i min egen ordentlighed.

Jeg ville føle mig fattig, hvis jeg var sandheden foruden.

Ikke nødvendigvis hele tiden. Men som et holdepunkt, jeg kan forbinde mig med. Også uden altid at have kontakten. Men jeg ved, den er der. Og at jeg kan få den.

Den eneste måde at bliver et sandt menneske, er, at blive det indefra og ud.

At bygge sig selv op, så der ingen falske skridt er, så alt hænger sammen i opbygningen.

Kun på den måde vil jeg sandt kunne stå i mig selv.

Og være et ordentligt menneske helt igennem.

Det er i øvrigt den samme måde, vi opbygger en sand relation sammen.

Hvor vi heller ikke går på kompromis, og heller ikke springer over noget på vejen.

Ærlighed er, altid at have fat i mig selv.

På den måde kan jeg også altid være i nærheden af min sjæl, som fordrer sandhed og kærlighed.

På den måde kan jeg leve et liv i intensitet og med en klar oplevelse af, hvad der er hoved og hale.

Det hører med i historien, at jeg anerkende usikkerhed i enhver form, som er nødvendigt, hvis jeg altid vil være åben over for sandheden.

Sandhed er vi ikke i tvivl om, hvad er, når vi oplever den.

Det fordrer selvfølgelig, at vi anerkender den.

Jeg vil altid kunne være i min egen sandhed.

Det er overhovedet ikke vanskeligt.

Jeg skal naturligvis have mod til det, og ville det.

Men det er på ingen måde umuligt.

Til gengæld ved jeg om mig selv, at jeg altid er på sporet, og at jeg altid gør det rigtige.

Jeg kan altid mærke min egen sandhed.

Den har jeg altid adgang til.

Hvis jeg mærker stilfærdigt efter, så kan jeg mærke, præcis hvad jeg skal, hvad der er rigtigt, og hvad der er min retning.

Det er ikke svært overhovedet.

Hvis ikke jeg er vant til det, er det måske vanskeligt at skelne fra så meget andet.

Når jeg mærker det, skal jeg ikke gå i infight med nogen om det.

Jeg skal bare anerkende, at det er sådan, det er.

Det er langt fra alle, der vil anerkende, at der er en sådan sandhed.

Nogle flygter fra den hele tiden.

Det er en tydelig følelse og viden, som alle vil kunne få.

Der er ikke noget mærkeligt ved den. Den er der bare.

Nogle bagtaler andre, bare for ikke selv at ville kigge på deres egen sandhed. Men det får den ikke til at forsvinde. Måske så længe man støjer og larmer, først med i kor at blive enige om en løgn, så selv at foretage sig diverse afledningsmanøvrer.

Men det fjerner ikke sandheden.

Sandheden er ledsaget af en kropslig følelse.

Meget opdragelse har til formål at banke sandheden ud af de stakkels børn.

De må simpelt hen ikke lytte til eller overhovedet tage hensyn til, at der er noget, der sandhed.

Voksne lever tit gennem deres forkvaklede seksualitet, hvor de har kvalt sandheden i sig selv.

Og nu vil de så tvinge deres børn til at være lige så forkvaklede.

Sandheden fordrer langsommelighed, tålmodighed, kærlighed, åbenhed, oprigtighed.

Mange af disse elementer findes slet ikke i den traditionelle måde at være voksne på, der er styret af animalsk opførsel.

Dyret vil overhovedet ikke høre tale om sandhed. Og kærlighed er kun relevant, når det kommer mig selv til gode. Så er det ok. Men ellers er det ikke noget, man skal bruge tid på.

Hvis jeg går vejen, er jeg altid opmærksom på, hvad der er sandt og kærligt.

Men så skal jeg nok ikke stille mig op i voksenkøen og sige, at jeg gerne vil være voksen på de almindelige menneskers præmisser. For de to ting passer bare ikke sammen.

De, der råber om kap på Facebook, er ligeglade med sandheden.

De, der mener som flertallet, interesserer sig ikke for sandhed.

Ethvert barn har sandheden i sig.

Enhver voksen har sandheden i sig.

Men det er ikke ensbetydende, at de vil kendes ved den.

Hvis de gør, begynder de at lyse i øjnene.

Så det er måske et godt pejlemærke.

Hvis jeg altid kan se mig selv i øjnene, har jeg også en god fornemmelse af, hvad det handler om.

Jeg kan aldrig udtale mig om sandheden for en anden.

Men jeg kan altid mærke mig egen.

Nogle gange kan jeg også mærke end andens sandhed, som den anden ikke vil være ved.

Men på en eller anden måde må jeg lade det være. For en anden kan kun selv tage sin egen sandhed til sig.

Jeg kan kun sige ja på vegne af mig selv.

Det kan ikke være anderledes. Heller ikke, selv om jeg oplever en anden være på vildspor, eller ikke at ville kendes ved sig selv.

Det er sandheden, der gør mig levende.

At jeg holder mig fysisk på toppen.

Også at jeg ikke overtræner, men hele tiden har mig selv med, når jeg træner, og uanset hvad jeg i øvrigt laver.

Det er altid godt at være i forbindelse med sin egen sandhed. Det er vejen frem, hvis jeg vil have det godt med mig selv.

Det er også vejen frem, hvis vi vil et sundt og godt samfund, hvor vi altid tager hensyn til os selv og hinanden.

Det gælder også i forhold til klima. Det er simpelt hen vejen frem.