Min specifikke oplevelse af Gud var i 1979.

Det var et meget fysisk møde, med et væsen, der kunne gribe fat i mig, og som ikke var mig.

Det var et meget forløsende møde, fordi jeg, af alle i mine omgivelser, blev betragtet som mærkelig, som skør, eller som sær.

Det vidste jeg udmærket, at jeg ikke var, men det var hårdt at være oppe imod.

Samtidig læste jeg meget, og gik lange ture for mig selv, specielt omkring Brabrandsøen. Jeg boede dengang i et par værelser i et hus i Åbyhøj, nær Tousparken.

Mens jeg gik på fortovet, husker ikke hvor i Aarhus, tog et væsen fat i mig, kunne dreje mig både højre og venstre om.

Det var ikke mig, kunne ikke være mig.

Jeg fandt hurtigt ud af, at når jeg stillede et spørgsmål, og svaret var ja, blev jeg drejet højreom. Når svaret var nej, blev jeg drejet venstreom.

Jeg fik at vide, da vi senere kom indendøre, i øvrigt til tonerne af “Dear Father” fra Jonathan Livingstone Havmåge, at jeg skulle lære planteenergierne at kende, for at jeg med dem kunne helbrede med hænderne. Jeg tudbrølede. Det var dybt forløsende, på baggrund af af alle at blive betragtet som mærkelig.

De følgende dage fik jeg en måde at tænke på, som ikke tidligere har været kendt her på kloden, en tænkemåde, som jeg endnu ikke er kommet til i mine bogudgivelser. Dengang forstod jeg umiddelbart dybden og logikken.

Jeg fik i den følgende tid mange erkendelser, hvor de vigtigste blev udfoldet i en lille bog, som ingen ville udgive.

Men det er denne viden, som jeg i dag øser af, dog yderligere udfoldet, idet jeg også i dag har en meget direkte kontakt, nu til ærkeenglen Metatron.

Mens jeg i 2017-2018 var i forhold med Nina, sagde Metatron til os: “I skal være mine hænder! Og mine fødder! Og mit talerør!”

Selv om jeg godt kunne se, at Nina og jeg var meget forskellige, sagde jeg til hende, at jeg syntes, vi skulle gifte os, idet jeg troede, at vi skulle udfolde noget sammen.

Men det var ikke det, der var meningen, kunne jeg ret hurtigt forstå.

Nu skriver jeg så på min 13. bog, og gør det med glæde.

Min væsentligste oplevelse ved at været tæt på Gud har været, at jeg ved med mig selv, jeg altid er, og har været ordentlig, hvad man bestemt ikke kan sige om mange af de mennesker, jeg har mødt på min vej.

Det er langt fra alle, der har ønsket mig det godt igennem deres handlinger, har jeg med smerte måttet konstatere.

Noget af det har været ekstremt smertefuldt at være oppe imod. I flere omgange et næsten euforisk had, som er vokset ved, at der har været flere om det. Det har gjort ondt, også langt ind i min fysiske formåen og form.

Det er en mærkelig holdning, som nogle mennesker har, at man, bare fordi man er i affekt, eller er emotionel, så bare kan opføre sig, præcis som det passer vedkommende, at det nærmest er i orden at gå i selvsving, bare fordi man har bragt sig selv i en sådan tilstand. Selvfølgelig har det konsekvenser, også for andre.

Det har altid undret mig over, hvor meget negativ kraft der har været udfoldet imod mig. Helt ekstremt, i flere omgange.

Og selvfølgelig er det ikke i orden.

Det gælder også løgn, bagtalelse og dårlig opførsel i det hele taget.

Fra et højere perspektiv vil man blive bedømt på, hvad man godt selv, med sig selv vidste, ikke var i orden.

Jeg er dødtræt af at modtage negative projektioner fra andre. Det har ikke noget med mig at gøre. Det gider jeg simpelt hen ikke. Så foretrækker jeg at være for mig selv.

Man kan finde et andet sted at smide sit affald, selvfølgelig ikke i grøftekanten.

Jeg kan altid kigge mig selv i øjnene. Jeg har ikke noget at skjule.

Det er i øvrigt også en af de dejlige egenskaber, jeg har genoplevet, ved at møde Frans i Assisi, har været der fem gange.

Han var, som jeg, et dybt troværdigt menneske.

Mange mennesker er bundet i mønstre, som de praktiserer, for derved selv at få en fordel. Sådan noget har jeg normalt nemt ved at gennemskue.

Mennesker, der lever igennem mønstre, kan ikke kigge sig selv i øjnene. De er historisk bundet af det, de gør, og af det, som de har gjort. De er ikke i stand til at stå frit i nuet, og stilfærdigt at være sig selv.

Alle er vi bundet af vore handlinger. Sådan skal det være. Det betyder også, at hvis vi har gjort noget, der ikke er i orden, lider vi under det. Men det er måden at lære det på.

Hvis jeg ønsker at være sand, skal jeg selv praktisere det, med hele mit væsen. Jeg kan ikke være delvist sand. Og så vil jeg møde, og skulle forholde mig til det, som jeg har gjort.