Mønstre virker i vores instinkt.

Årsagen er, at det er elastisk og trækker sig sammen.

Instinktet bevæger sig, som alt levende, i spændingstilstande. Eller spændingstilstande er specielle for instinktet.

I praksis betyder det, at der er perioder med ro, og perioder med en eller anden form for stress.

Eller stress er bare spænding, der, hvis vi lader den være, vil blive til afspænding igen.

Forførelse er en del af dette spændingsforløb, hvor den seksuelle energi genereres, og fordrer at blive udløst, så at sige.

Det behøver vi måske ikke at gøre hver gang. Man kan også håndtere den på anden måde.

Samtidig skabes der et spil mellem mand og kvinde. Dette spil kan også håndteres i et mønster, hvor handlinger gentages.

Kvindes spiller på, at manden gerne vil, og manden gør, hvad kvinden gerne vil have ham til, eller han tager hende bare.

Hun spiller spillet, og smider ham måske ud bagefter, hvor akten er slut, for så har kun fået et penetreret lem op i sig, og har fået sin lyst styret.

Det kan udvikle sig til et fint og smukt spil, men det kan også udfolde sig på en måde, hvor den ene er ond. Det kan udvikle sig til et mønster, hvor man spiller på seksualiteten, hvor den ene efterlades i lidelse.

Et menneske har, i modsætning til dyrene, mulighed for at lege med sin seksualitet, med forskellige resultater til følge.

Uanset resultat handler det om fysisk spænding og afspænding, og tilsvarende om menneskets måde at håndtere sit instinkt på.

I høj bevidsthed anerkender vi bare, at det er sådan, og siger: ok! Men vælger i øvrigt altid den kærlige udgang.

I høj bevidstheden handler vi i øvrigt også igennem sjælen, hvor vi ser den anden, som den anden er, og ikke på instinktets ekskluderende og hierarkiske vilkår.

I lav bevidsthed lever vi med inde i mønstrene, sammentrækningen. Her handler vi igennem vores indre dyr, uden sjælens medfølende perspektiv.

Det vil sige, at vi bliver, hvad vore mønstre vil have os til at være.

Fordi livet går i stå som voksen, siger man, at instinktet lukker sig.

I virkeligheden er det livet, der går i stå, og ikke længere naturligt reproducerer sig selv.

Herefter er det, i det umodne menneske, væggene i et hus, der definerer, hvad der er god og dårlig moral.

Og ude på gaden er det Janteloven.

Mennesket er holdt op med at tænke selv, for det gør murene og instinktet for én.

Derfor tænker man som alle andre, dog modificeret af klasser, uddannelse, udseende, hvor ydre omstændigheder afgør, hvad jeg tør og har lov til at tænke.

Vi gør som alle andre. Så gør vi ikke noget forkert.

Men vi gør heller ikke noget selv, eller af os selv.

Og da jeg tænker ligesom alle andre, er der ingen afvigelser, ud over hvad vi som sladder og løgnehistorier kan finde på at fyre af sted mod hinanden.

Sandhed er en by i Polen eller Kirgisistan. Det har ikke noget med min virkelighed at gøre.

På den måde bliver sjælen bragt i eksil meget tidligt i livet, og genses først, når kisten er blevet brændt, eller deromkring.

Mønstre er måder at gøre tingene på, som de har gjort i hundredevis af år, tilsat lidt mode, så man trods alt går i mere moderne tøj.

Men adfærden indeni er den samme, som da Ruder Konge var Knægt.

Adfærden er så gammel og så almindelig, at den anses som måden at være menneske på, svarende til, da Platon skrev om huleboerne, der kun kunne se skyggerne.

Jesus forsøgte sig med en anden måde at være menneske på, men han fik kærligheden at føle, kan man måske udtrykke det.

Man kan også sige, at han lærte det på den hårde måde.

Corona lukker op, så i hvert fald de, der har viljen, kan se sandheden.