Når vi er alene med os selv, og ikke har noget bestemt at give os til, kan vi nemt komme i et naturligt dødvande.

Der er ikke noget mærkeligt ved sådan en tilstand.

Det er jo bare at være i den. Og så lade det ske, som sker.

Vi kan også kalde det en nulpunktsoplevelse.

Ingen mennesker undgår at være i en sådan tilstand.

Det er ikke at være ond.

Det er en slags neutralitet.

Hvis jeg er ond, gør jeg noget, der ikke er i orden. Det er noget andet.

I et naturligt dødvande kan jeg mærke mig selv i en form, i hvert fald med en udstrækning.

Jeg fylder noget i dette ingenting.

Jeg har en identitet, også selv om den ikke er fyldt med noget.

Det naturlige dødvande er ikke tomt. Eller det vil det kun være, hvis jeg lever et tomt liv.

Hvis jeg har kontakt med min sjæl, vil jeg have den at falde ned i, eller falde tilbage på.

Vi kan også kalde det min sandhed.

Hvis jeg har opført mig åndssvagt, vil denne opførsel give sig til kende, som en forvridning, der vil blive ved med at dukke op, lige gå længe den virker.

Den har måske været en god relation, som jeg har ødelagt med vrede, som jeg nu kan mærke, næsten ligesom gulvet i et hus, der er blevet fuldstændigt skævt og ude af form. Fordi jeg ikke opførte mig ordentligt.

Eller også var det den anden, men hvor jeg kan mærke, hvad hun har gjort.