Når man ikke selv har fat i sine egne ord, har man ikke fat i sin sjæl.

Sjælen er det sande af mig, og dermed også det sande, der kommer ud af munden.

Hvis jeg bare gentager, er jeg i mit instinkt.

Så ser jeg bare ud som om, lader som om. Det er ikke mig!

Mange spirituelle strør om sig med floskler.

Det skal man holde op med.

Man hjælper ikke nogen ved at gøre det.

Man skal øve sig i at udtrykke det, der er sandt, og det, som man kan gøre noget ved.

Der er ikke noget perspektiv ved at få masser af likes på Facebook.

Der er perspektiv ved at udtrykke det, som jeg kan mærke, er sandt.

Sjælen er det levende ord, der giver resonans ind i evigheden.

Jeg hører noget, og forstår noget meget dybere, fordi jeg også samtidig associerer det med noget sandt inde i mig.

På den måde kan vi føre en levende samtale.

Når vi ikke er ærlige, står denne mulighed ikke åben, og så bliver det bare en sludder for en sladder, som vi fyrer af, for at udfylde rummet, og for at få tiden til at gå.

Det er mærkeligt at tænke på, at hovedparten af, hvad vi foretager os, har ikke noget sprog.

Og ikke nogen bevidsthed.

Sproget kommer kun på, når vi skal styrke vores ego.

Eller vi skal tjene penge.

Eller vi skal skælde hinanden ud.

Eller vi skal kaste skygger.

Jeg har det godt med, at ord flytter noget.

Alt for mange ord er kun til pynt.

Når man skubber ord foran sig, er man i lav bevidsthed, og er egentlig ligeglad med ordene. Hensigten er at friholde sig selv, og måske sende en skygge ud på en anden.

Eller også er det bare en måde at undgå at skulle tage stilling til noget, en bombastisk manifestation.

Ord uden indhold er mig ret ligegyldige.

Der er ingen tvivl om, at de udgør hovedparten af de ord, der bliver udtrykt.

At være i høj bevidsthed er at give udtryk for mig selv, uden at det handler om at være defensiv.

Defensivt er jeg ikke interesseret i at forstå noget, men ønsker alene at friholde mig selv.

At bruge ord til, sandt at give udtryk for mig selv, er en helt anden attitude, hvor jeg interesserer mig oprigtigt for sandheden.

Der er ikke ret mange mennesker, der på den måde er til stede i deres ord.

At udtrykke noget i ord og at gøre noget i handling kan godt være to forskellige verdener.

At gøre noget, og at gøre noget, fordi jeg gør det af mig selv, kan være to lige så forskellige former.

At sige noget og at mene det, jeg siger, kan også være to forskellige boldgader.

Står jeg selv bag mig selv?

Er det måske en norm, der står bag mig selv?

Eller en fordom, der står bag mig selv?

Er ordet et forsøg på at udtrykke mig selv, eller et forsvar, en bastion?

Har jeg ikke mig selv med i min handling?

Gør jeg kun noget for at få det til at se ud som om?

Her er det jo ligegyldigt, om det er et ord, en handling, en berøring, eller hvad det er.

Hvis ikke det er mig, er det jo ikke mig.

Hvis jeg gerne vil være sand, skal jeg øve mig i, at der er sammenhæng i alt, hvad jeg foretager mig.

Det vil være noget af en rejse for mange.

Et ord bliver kun sandt, når jeg lader det virke.

Når jeg omsætter det i praksis.

Ord i sig selv er fuldstændigt ligegyldige.

På samme måde som tanker er det.

På samme måde som følelser er det.