Hvis vi tænker DNA og guldtråden i en sammenhæng, er planten det, der dukker op, og som udfolder sig, hvor vi mærker genkendelse og glæde ved mødet. I hvert fald så længe der er harmoni og ro.

At opleve noget nyt og dejligt gør os glade.

Hvis en anden er eksponent for dette nye, kan vedkommende blive en karismatisk person. Den anden viser mig noget, som jeg ikke vidste i forvejen.

Så længe den anden er ordentlig, er alt, som det skal være.

Hvis den anden gør sig selv til en rolle, fordi vedkommende finder ud af, at den anden kan noget specielt over for mig, er der risiko for, at den anden udviklet et ego, og bruger det hele til at booste sig selv med.

Den rigtige måde at gøre det på er selvfølgelig, langsomt at lade alt falde på plads, at være taknemmelig for, hvad man kan, og fortsætte med at dele ud af det, så længe det gør andre glade.

Egoet er at udnytte en fordel, som jeg, i situationen, har, i forhold til den anden.

Det er jo ikke forkert at tjene penge, men det er forkert at sætte mig selv foran den anden, for derved at vinde en fordel, hvor jeg er ligeglad med den anden.

Det sidste er infantilt. Det er sådan noget, som et forsmået barn, eller et forkælet barn, gør.

Det er ikke en ansvarlig voksen, der taget en sådan beslutning.

Hvis vi et øjeblik inddrager guldtråden, har jeg som sand voksen taget min sjæl i ed, inden jeg tager en beslutning. Jeg lader ikke mit indre pattebarn være ordstyrer.

Planten i os er den, der larmer mindst. Derfor er der sikkert også flere sygdomme i denne del af os, end der er i resten af systemet.

Plantedelen er særligt tydelig i fosterstadiet og i den tidligste barndom, hvor instinktet endnu ikke er begyndt at gøre sig selv bemærket.

I Freuds terminologi er instinktets første virkelige manifestation den anale. At lære at skille sig af med affaldsstoffer, som af mange voksne associeres med noget, man helst ikke taler om.

At tage føde ind er også en instinkthandling, men den er ikke i udgangspunktet mere kompliceret end at finde brystvorten.

Det er kun, hvis brystvorten ikke er at finde, at der kan ske en formørkelse af sindet og af væsenet.

Som jeg oplever det anale, har det mere at gøre med kontraktion og muskelkraft, og dermed fysisk og direkte reaktion.

Eksklusion er en mere hård handling end inklusion, der jo har en vis lighed med at indtage mad, at være sammen om noget.

Eksklusion er netop, ikke længere at være sammen om noget, at blive sat udenfor.

Der er umiddelbart en modsætning mellem plante og instinkt, der stritter i hver sin retning.

Men det kan også skyldes, at bevidstheden blander sig for tidligt.

I praksis får barnet moderens kærlighed tidligt i livet og får al den ro, det har brug for.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at miljøet betyder rigtigt meget for vækstdelen i et menneske, både tidligt i livet og senere.

På et tidspunkt hørte jeg noget om en guldtråd, der blev spundet ned igennem DNA-strengen. Som jeg oplever det, er det den guddommelige kærlighed, der går ned igennem et menneske, som rummer det hele, også modsætningerne, og som skaber sammenhæng i et menneske.

Uden denne guldtråd ville meget falde fra hinanden i en form for tilfældighed.

Guldtråden er Guds fortælling om, at han mener det med mennesket alvorligt, at et menneske har et enormt potentiale.

Som jeg oplever guldtråden, er det den stille og ukomplicerede mening med livet. Hvor intet er skuespil. Hvor livet får lov til at være præcis det, det er.

Hvor der ikke skal præsteres noget, men hvor vi er, hvad vi er, og bliver mødt som sådan.

Meningen med livet får vi kun fat i, hvis vi vender os imod en forståelse af den. Hvis vi ønsker at kende den.

Guldtråden er den, der skal lede mennesket fra Gammel Tid til Ny Tid.