Den guddommelige form favner det hele.

Vores evne til at forstå den afhænger af vores evne til at være guddommelige, som er en mulighed, hvis vi evner hengivelsens kunst, ydmyghedens kunst, taknemmelighedens kunst og venlighedens kunst.

Jeg ved ikke, om der er flere kunstarter, men disse er i hvert fald vigtige, og ingen af dem kan der ses bort fra.

Corona lukker op for muligheden for, ved at eliminere instinktet og dets hårdhed og kynisme, at sjælen, understøttet af en guddommelig logik, får lov til at manifestere sig, og at lade det sande indhold i et menneske få lov til at vokse frem.

Altså det sande indhold hos det menneske, der er klar til at åbne sig for sjælens visdom og den guddommelige energi, der understøtter sandheden og kærligheden.

Det er et møde mellem Gud og menneske, hvor begge skal være klar til mødet. Det vil kunne heale alt.

Da jeg var i Assisi i påsken 2019, Skærtorsdag. sad jeg i Frans’ krypt og fik ordene: “Guddommelighed er at være i sig selv og med sig selv”.

Først tænkte jeg: Det kan jeg simpelt hen ikke skrive!

Pinselørdag 2019, samme sted, sagde Frans til mig, at jeg er gået en vej, som ingen er gået før mig. Det blev jeg meget rørt over at høre.

På den måde faldt noget, som jeg ikke havde forstået før, på plads, dog kun lidt efter lidt.

Vi hjælper os selv ved, ikke at reagere ud af os selv. På den måde bliver vi i stand til at håndtere en meget stor mængde viden selv, og få ny forståelse. Det gælder om kærlighed, om seksualitet, om nærvær, om at være der for hinanden, og mange andre vilkår, som vi ikke tænker over til hverdag. Også sådan noget som næstekærlighed, og om at kaste skygger.

Guddommelighed er at lade livet, i en hvilken som helst form, det viser sig i, få lov til at titte frem.

Sand kontinuitet kan vi godt mærke, hvad det. Det er, altid at være sand, altid at være i overensstemmelse med sig selv, altid at være og at blive på stien. Det er ikke vanskeligt, når man har besluttet det.

Når vi på den måde sandt er i os selv, har vi ikke brug for gode råd fra andre. Dem har vi i os selv.

Hvis man, som jeg, har været i en smuk relation, hvor alt svingede, hvor vi havde det godt sammen, er det også tydeligt, at vi nogle gange har forbindelsen, og tydeligt kan mærke hinanden, mens den andre gange er mere svag.

Kunsten er da, at anerkende, at der er døde tilstande, så at sige, at acceptere, at det bare er og kan være sådan.

Men når vi har tålmodigheden, vil den smukke og fine forbindelse dukke op igen. Og kunsten er da, at værdsætte den, og at lære, hvordan man sandt vil kunne være i den mere permanent.

Kanalisering, klarsyn og clairvoyance er i virkeligheden reetablering af den fine kanal igennem os selv, som vi gav slip på, tidligt i barndommen.

Så i virkeligheden får vi ikke beskeder ude fra universet, men inde fra os selv, eller dybt nede i os selv.

Hvor forbindelsen til vore sjæl, og forbindelsen til Gud stadig var intakt.

Inden vi bøvlet lod os forføre af slangen, og holdt op med at lytte til os selv.

Inden vi lod de syv dødssynder tage magten over os.

Det var meget mærkeligt for mig, i november 2016, at være på en spirituel rejse i Japan, og at opleve den spirituelle leder, og ankerperson på rejsen, skære denne forbindelse over inde i mig. Noget som jeg, med hjælp fra en ærkeengel, har brugt 3½ år på at forstå, hvad handlede om.

Det var selvfølgelig dyb ondskab fra vedkommende, ovenikøbet på en spirituel rejse, der havde temaet Opstandelse, med Ny Tid som perspektivet.

Når man afskærer den naturlige forbindelse i sig selv, bliver man kunstig, og ikke sjældent selvoptaget i stedet. Man holder op med at være sand og bliver i stedet krukket og kynisk og kantet. Eller man ryger, som jeg, ned i dyb lidelse, der varede i flere år.

Hun fortsatte sine onde handlinger over for mig på de følgende tre spirituelle rejser, til Island, Bosnien og New Zealand, bare lige for at gøre opmærksom på, at det ikke var en tilfældig hovsahandling, der var dagsordenen fra hende.

Når jeg først forstod det efter mere end 2½ år, hænger det sammen med, at hendes handlinger alle foregik i det skjulte, uden at andre end hun og jeg vidste noget om det. Hun gjorde det i den tro og overbevisning, at det aldrig ville blive opdaget. Og var jo heller ikke meningen, at jeg overhovedet skulle forstå noget af det hele.

Andetsteds beskriver jeg, hvordan min erkendelse langsomt er faldet på plads. Og hvordan hun har udfoldet hele sit repertoire, vel at mærke destruktivt, så længe hun altså var i stand til det.

Min væsentligste positive inspiration har jeg fået ved at besøge Assisi fem gange, hvor det især har været mødet med Frans i hans krypt, der har været vitalt for mig. Det har jeg selvfølgelig været dybt taknemmelig for.

Guddommelighed er en meget fin energi, som vi har omkring os. Her kan vi tydeligt mærke, hvad vi skal, hvad der er meningen med vores liv. Ned i de små nuancer, hvis vi gerne vil vide det.

Guddommelighed er også en form, som vi har i os, hvor vi kan mærke os selv.

Jeg tror, man skal mærke det selv, når det opstår. Det er der, kvaliteten ved oplevelsen ligger, ikke ved at fortælle om det.

Menneskets mulighed for at nærme sig Gud er at være til stede i sin sjæl.

At være i sin sjæl er kun muligt, hvis jeg også er i stand til at favne mit indre dyr, eller mit instinkt.

At kunne rumme alt i os selv er en mulighed, der opstået i forbindelse med Ny Tid.

At vi kan integrere alt i os selv, vore tanker, vore følelser, vores seksualitet, vores energi.

Vi burde faktisk hejse flaget, fordi denne mulighed er opstået, for første gang i verdenshistorien.

Det er mig, der kommer med den. Som formulerer den. Og som lever den.

Guddommelighed er ligesom en cirkel.

Vi kan også kigge på det ligesom en kødhakkemaskine.

Kødhakkemaskinen har som funktion af findele i en spiralformet bevægelse, ned i de mindste bestanddele, for så at samle sig igen i en mere smidig form.

Alt skal igennem denne cirkel. Men intet får lov til at passere, medmindre det er godt, sandt eller smukt.

Uden en af disse kvaliteter må det tilbage igen, og kommer ikke igennem, før det har lært lektien.

Det er ligesom en kamel, der skal igennem et nåleøje, hvor cirklen er nåleøjet.

Kamelen er forsøget på at komme igennem.

Vi kan også kigge på det hele som livet i et tidsmæssigt perspektiv.

Cirklen er øjeblikket. Kamelen er den bagage, jeg har med mig.

Så længe bagagen ikke overholder specifikationerne, ryger jeg tilbage i mørket, og får at vide, at det var en ommer.

Det er mørkt, indtil jeg lærer at gøre det lyst.

Nåleøjet er, hvad jeg gør, og hvordan jeg gør det.

Nåleøjet er det, vi godt ved, vi skal.

Nåleøjet er også vores karmiske aftale med hinanden, hvor vi er to, der skal finde ud af at danse sammen.

Nogle gange kan ventetiden føles uendelig og smertefuld.

Men ingen tvivl om, at jeg hjælper mig selv , og den anden, ved at overholde min del af aftalen.

Når noget får lov til at passere, føler jeg mig lettet og glad.

At være bundet i smerte er at have svært ved at komme ind til kernen og igennem.

Det kan være påført. Det kan også være selvforskyldt.

At forstå guddommelighed er at forstå sig selv.

Vejen er at lyse mig selv op.

Vejen kan også være, at vi lyser os selv op. At vi gør noget sammen, i kærlighed.

Cirklen med den spiralformede kødhakkemaskine kan også opfattes som fødselskanalen, eller som DNA’ets passage ind i livet, hvor det medbringer den sande, den gode og den smukke del af livet. Resten får ikke lov til at komme igennem, før det har lært lektien.

Man kan altså ikke sminke sig eller charme sig eller lyve sig eller på andre usande og ufine måder få lov til at komme igennem. Passagen er kun mulig ved at være lyset, skabt i mig selv, eller i os selv, hvis vi bliver enige om at gøre det sammen.

Hvis man mister sin oprindelighed, står man tilbage med smerten. Hvis man har mærket, hvad der er vejen, sandheden og livet, har man noget at pejle efter. Det gør det hele lettere.

At være villig til at gå ind i sig selv, og forstå, hvordan jeg bidrager i verden, med kærlighed eller lidelse, eller hvordan jeg nu håndterer mit liv, i forhold til mig selv, i forhold til mine nærmeste, i forhold til de andre.

Jeg er min egen sømand, min egen arkitekt, min egen husholder, min egen regissør.

Guddommelighed er et tilbud, som handler om at leve i kærlighed, og at vie sit liv til kærligheden.

Det er åbent for alle, som oprigtigt ønsker det. Det forudsætter, at jeg, med hele mit væsen, og med hele mit hjerte, ønsker at leve efter det.

Det er ikke noget, der sker af sig selv. Naturen vokser af sig selv. Dyrene søger føde og læ af sig selv, henvist til den tilstand, der er i naturen. Mennesket adskiller sig ved at skulle sige ja, og derefter overtage sin egen skæbne. Her opstår der nye muligheder, men kun så længe jeg åbner mig for dem, og i øvrigt ønsker at kigge på mig selv.

Så længe jeg ikke inkluderer mig selv, forstår jeg ikke afgørende noget af, hvad skabelse handler om. Jeg kan godt bevidstløst leve på naturens præmisser, men jeg har ikke mig selv med i en sådan beslutning. Så er jeg bare et stykke natur og et pattedyr, der på et tidspunkt må lade livet. Jeg har ikke evighedens perspektiv med.

Når nogle gik i døden for noget større for 2000 år siden, var det, fordi de oplevede, at noget var større og mere sandt i livet end den barske og kyniske virkelighed, som de stod overfor.

Når jeg nogle gange glæder mig over den erkendelse, som jeg får, skyldes det ikke mindst, at den ikke kan bruges af magtmennesker.

Mennesker, der vil snyde og bedrage, som ikke tøver med at ville vende noget til egen fordel, kommer her til kort, og det har jeg det så godt med.

Det gælder i øvrigt også kommerielle interesser, der har det med at sluge noget nyt, næsten inden det får manifesetet sig, og gjort det salgbart, men henblik på at blive registret på aktiemarkedet. Afkast til aktionærerne, kalder man det, hvor man helt har fjernet de beskidte tricks, inden det kom så langt.

På tilsvarende måde vil egoet også gerne puste sig op og tage al æren.

Det er alt sammen instinktvælde, som er et andet udtryk for tomhed, bort set fra de mønter, der finder vej ned i egoets lomme.

Guddommelig kontinuitet og energi kan man ikke på samme måde putte ned i en kagedåse, selv om nogle utvivlsomt vil gøre forsøget.

Jeg husker stadig det cirkus, som jeg i 2016 oplevede i Rishikesh, da en eller anden stor spirituel kanon ankom til en forsamling. Alt var facade. Der var intet sandt ved energien overhovedet. Men alle spillede med, og alle var underdanige!

Pointen i den sande energi eller kontinuitet er, at den skal virke inde i os selv. Den skal lære os, hvad sandhed er, og hvad kærlighed er, ved, at vi selv praktiserer den. Ikke som noget med at gå i hvidt tøj, og se from eller meget myndig ud, men netop noget med at lyse sig selv op indefra, fordi jeg har valgt, at jeg fra nu af altid være god og ordentlig, og fordi jeg lader det virke i alt, hvad jeg foretager mig.

Det kan de ikke komme og tage fra mig. Jeg skal bare huske med mig selv, ikke at udfordre dem, for nogle vil gøre alt, hvad de kan, for at aflure mig hemmeligheden, herunder at stjæle både min energi og min identitet.

Så et godt råd er at sørge for at bygge sig selv op, inden man overlader noget til den lave bevidsthed. For skurken vil mig det aldrig godt. Jeg skal bare vide at holde mig på afstand. Her handler det ikke om at kaste skygger, men at vide med mig selv, at langt fra alle har rent mel i posen.

Allervigtigst er det, at jeg har brug for kontinuiteten i mit eget liv, i en stadig selverkendelse, der skal give mig mulighed for at lyse mig selv op indefra, så jeg bliver det sande udtryk for mig selv. Husk at få alle detaljer med, herunder alt det, som jeg hidtil ikke har villet kigge på. Hvis ikke jeg gør det frivilligt, får jeg det i nakken igen senere. Det er helt sikkert.

Det er altid vigtigt, at jeg gør noget til mit eget, at jeg finder en form og en måde og nogle ord, som giver mig mening i livet. Mine egne ord. Min egen mening. Mit eget udtryk. Og så får det forankret, så jeg kan mærke det i mig selv, som min egen sandhed. Og jo altid også huske det med kærligheden. For ellers har jeg ikke forstået noget af det hele, når det kommer til stykket. Så er jeg bare selv blevet et nyt instinktmenneske af dem, som det vil være rart at få udryddet.

Instinktmennesker udrydder man i øvrigt i en smeltedigel, når de er klar til det. Jeg har en ekstra, hvis nogen skulle være interesseret.