Sand menneskelig udvikling er at bygge sig selv op indefra, i kærlighed og sandhed.

At lade lag bygge oven på lag. Uden at forcere noget. Uden at gøre noget overilet.

Når vi gør det, vil livet af sig selv opstår positivt og enkelt. Som når et barn er optaget af leg, og der ikke dukker uoverstigelige forhindringer i vejen. Og forhindringerne i øvrigt ikke er kunstige.

På den måde kan alt i livet udvikle og udfolde sig stilfærdigt, åbent, ærligt, også i en relation.

Sandhed og kærlighed kan kun komme et sandt sted fra, ved at vi åbner os for det.

De kan ikke være kunstige, og udgangspunktet kan ikke være kunstigt.

Der skal være hul igennem til sjælen.

Sjælen vil altid have mig tilbage på sporet.

Vejen går igennem mit hjerte.

Og vejen går igennem det, jeg har tilbage af sandhed og kærlighed i mit væsen.

Jeg får ikke lov til at lave overspringshandlinger.

Jeg er altid bundet af mine handlinger. Dem skal jeg forholde mig til på vejen.

Jeg kommer ikke forbi en ondskabsfuld handling uden at gå ind i den, og se, hvad jeg har gjort.

Men får ikke adgang til sin sjæl, hvis ikke man er sand og kærlig.

Kærlighed handler om måden.

Sandhed handler om, hvad jeg giver lov til at slippe igennem nåleøjet i min bevidsthed.

Måske lader jeg mig styre af en løgn. Og så er der jo ikke plads til sandhed, vel?

Måske er jeg hård, og så er der jo ikke plads til kærlighed, vel?

Man kan ikke være hård sand. Det giver ingen mening. For det er jo ikke sandt.

Man kan heller ikke være usandt kærlig. Måske kærlighed på betingelser. Men det giver jo heller ingen mening.

Sandhed og kærlighed hænger sammen. De kommer begge fra sjælen. Og min måde at få kontakt med min sjæl er at være sand og kærlig.

Det er meget op til mig selv, hvordan jeg ønsker at have det med mig selv, og med andre.

Det, som jeg ikke har gjort med hjertet, tæller ikke ret meget, i en Corona målestok.

Det halvlunkne eller helt lunkne, eller der hvor jeg bare gjorde det, for selv at få en gevinst, tæller ikke.

Og selvfølgelig heller ikke, eller modsat, det, hvor jeg gjorde noget, på bekostning af en anden.

Sjælen og kærligheden favner os, der hvor vi lader den favne os.

Jeg mærker den meget som en energi, der bevæger sig rundt om vore organer, dog altid med hjertet som deltager.

Hvis vi, af den ene eller den anden grund, har fyldt os selv eller andre med mørke, vil dette mørke stå i vejen for, at kærligheden kan komme igennem, og gøre sit arbejde.

I sjælens univers kan vi ikke fortrænge noget, i den tro, at noget andet så kan komme igennem.

Sådan foregår det i instinktets verden. Det er derfor, mange mennesker er hårde og kyniske i deres facon og deres væsen.

Fordi der er noget, de ikke vil kigge på i deres virkelighed.

Tænk engang på, hvor hårdhudede bødler har skullet være, eller gøre sig selv, i gamle dage.

At aflive andre mennesker. Men mange klarer sig med mindre, og har derfor meget mørke i deres væsen.

Sjælen får man ikke adgang til gennem rollespil, eller ved at opføre sig ordentligt engang imellem.

Her handler det om, at jeg som menneske beslutter med mig selv, at jeg altid vil være ordentlig, og ubetinget efterlever det.

Det er overhovedet ikke svært, når man gør det.

Alligevel er der vist ikke så mange, når det kommer til stykket, der lever på den måde.

Jeg vil ikke undvære den, og har levet sådan, lige så længe jeg kan huske.

Det er ikke for at prale, men jeg ville simpelt hen ikke have lyst til andet.

Man forstår kun kærlighedens væsen ved at give den lov til at manifestere sig.

Man forstår kun sig selv ved at lade sandheden få lov til at manifestere sig.

Et kynisk og hjerteløst menneske forstår ingenting, og vil ingenting forstå.

Det er ikke i den tilstand, man skal gøre forsøg på at fortælle om nogen af delene, for det preller bare af.

At lade sjælen komme i spil er at lade det sande og det kærlige få plads i mit liv, og i andres liv.

Sandheden er det kærlige i vores væsen.

Vi kan ikke løbe fra os selv.

Sjælen er ikke reaktionen.

Sjælen er den positive handling.

Når sjælen får lov, er der hul i gennem til sandhed, kærlighed, sjov og ballade, leg, glæde, god sex, at være der for hinanden.

At være i sin sjæl er, aldrig at springe over, hvor gærdet er lavest.

Vi er sandt forbundet i sjælen.

Hårdhed og kynisme er dyrisk adfærd.

Corona er, at vi tvinges til at trække vejret gennem sjælen.

At have sjælen på plads i sig selv er at kunne mærke sig selv.

Når jeg har lys i mig selv, stikker jeg ikke af. Hvorfor skulle jeg dog det?

Så er jeg den, jeg er, i stor taknemmelighed og glæde.

Jeg giver af et godt hjerte, og jeg er åben til at tage imod.

Vi er hver især forbundet med vore egen sjæl op imod Gud.

Vejen til sjælen er sandhed og kærlighed.

Og så ubetinget at sige ja til begge dele.

Sandheden er sjælens manifestation.

Kærlighed er sjælens manifestation.

Vi er aldrig i tvivl om, når vi mærker en af de to.

Men hvad gør vi ved dem?

Hvad stiller vi op med dem?

Hvor meget vægt, og hvor meget magt har de?

Hvor meget ønsker vi at lytte til dem?

Hvor meget andet er vigtigere?

Normalt har vi masser af distraktionsmuligheder, og ænser måske ikke, når en af de to trykker på.

Corona er i hvert fald en anledning til at mærke dem tydeligt.

Da de vedrører vores sjæl, handler det også om livskvalitet.

Om hvad vi vægter i tilværelsen.

Om hvad vi tager alvorligt.

Det er i hvert fald vigtigt, hvordan vi selv griber det an.

Om vi lytter til disse forstærkede signaler.

Og hvor længe. Og hvordan.

Jeg kender ikke svaret, men kommer i tanker om religionen i gamle dage, som mennesker rettede sig efter, fordi livet hinsides havde en reel betydning.

Uden at kende svaret vil jeg prøve med en hypotese om, at der skal lig på bordet, før vi afgørende ændrer adfærd.

Netop fordi mennesker ikke selv tager livet tilstrækkeligt alvorligt.

Vi kan sagtens og meget længe flygte fra os selv, men vi kan ikke flygte fra en livstruende situation, der binder alle.

Måske er det det, der skal til, for at vi tager noget nyt op til revision, og afgørende ændrer selvforståelse og adfærd.

Jo mere jeg mærker min sjæl, jo mere tager jeg den og mig selv alvorligt.

Normal prioritering for de fleste er at vægte noget instinktstyret før sjælen.

Jeg er spændt på fortsættelse. Kendsgerningen er i hvert fald, at der indtil videre sker meget afgørende nyt i den voksenverden, hvor man hidtil meget nemt har kunnet gemme sig i ligegyldighed i mange former.

En vigtig forklaring er i hvert fald, at kærlighed og sandhed, når de kommer tæt på, er meget livagtige og ikke på samme måde kan ignoreres, når så meget andet også presser sig på.

I sjælens verden er der kun plads til sandhed og kærlighed.

Sandhed og kærlighed kan heale alt, men kun hvis vi oprigtig ønsker det.

Rigtige oplevelser i sjælen er i en helt andet dimension.

Det er, når vi begge to formår, helt at give os hen, eller at give slip.

Sjælen bliver kun tydelig i sandhed og kærlighed.

Når vi er i sandhed og kærlighed, er den lige så tydelig som en ting.

I løgn og mørke er den fraværende. Det er i grunden mærkeligt.

Men hvis vi giver slip i os selv, og lader det sande få lov til at opstå af sig selv, vil vi opleve, at den bliver synlig.

Jo mere vi bevæger os fra instinktet og over mod sjælen, jo blødere bliver vi.

Instinktet som styrtøj er hårdt, kynisk, hjerteløst, ekskluderende.

Sjælen har aflagt alle disse barnagtigheder.

Vi kan ikke mødes i sjælen som skurke og skabagtige og krukker og klicheer.

Det er en læreproces at finde ud af, hvad det vil sige, altid at opføre sig ordenligt.

Det er ikke alle, der får det ind med modermælken.

Uanset hvordan denne mælk er af beskaffenhed, hænger rigtigt meget også på os selv.

Vi er ikke kun miljøpåvirkninger.

Når alt kommer til alt, er det vores egen tilgang og måde at være på, der er den vigtige og afgørende.

Det kan man jo ikke sige til et spædbarn.

Men det kan man sige til en voksen, på ethvert niveau.

Sand voksen er, at jeg, ubetinget, tager ansvaret for alt i livet, som jeg har indflydelse på, og aldrig er ligeglad med noget, hvor jeg selv kan gøre en forskel.

Jeg bærer altid mig selv inde i mig selv.

Det vil alle kunne. Men det fordrer, at vi altid og i enhver situation gør det.

Det er jo ikke anderledes, end hvad et uspoleret barn gør.

Det er ikke anderledes, end hvad enhver voksen vil kunne.

Men man skal bare gøre det konsekvent. Og stilfærdigt.

Det er overhovedet ikke svært, når man gør det.

Sandhed kan kun udfoldes i kærlighed.

Kærlighed kan kun udfoldes i sandhed.

Når vi krampagtigt holder fast ved noget, ligegyldigt hvad, vil vi kun få adgang til en mikroskopisk del af noget af det.

Hvis vi har travlt med at stille betingelser for hinanden, skaber vi Helvede for hinanden.

Hvis jeg kun vil røre dig, hvis du tager opvasken, har kærligheden taget en drejning, hvor man godt forstår utroskab.

Men utroskab er ikke løsningen, fordi et menneske ikke kan leve med, at hjertet bliver delt.

Derfor lever de fleste mennesker et skinliv.

Vi kommer kun ind i sjælen, hvis vi ubetinget ønsker det, og gør det af hele vores hjerte.

Halvhjertethed i enhver form betyder, at vi er i vores instinkt.

Man kan ikke være skyggefyldt og få adgang til det smukke i livet som noget permanent.

På den måde fordrer det et ubetinget ja, hvis jeg ønsker, permanent, at have kontakt med min egen sandhed.

Sjælens verden er sandhedens verden.

Menneskets opgave er at bringe sig selv i overensstemmelse med sjælen, med sandheden.

Den sande kærlighed, hvor alt spiller sammen, kan man ikke købe henne i Brugsen.

Jeg kan ikke forestille mig, at man ikke gerne vil møde den igen, hvis man én gang har været i kontakt med den.

Ærlighed og kærlighed varer længst.

At give sjælen plads gør mig smidig og blød som menneske. Men jeg skal selv give den lov, og selv deltage i processen. Og jeg skal være helt åben, både over for, hvad der er sandt, og hvad der er kærligt.

Forskellen på sjæl og instinkt, som den toneangivende faktor i menneskelivet, er sandhed og løgn, kærlighed og ondskab.

Instinktet som styrmand er et liv i magt, kulde, hårdhed, kynisme, ligegyldighed, skadefro, had, kort sagt negative og destruktive følelser og tanker, der styrer og kontrollerer et menneske, fordi dette menneske selv lader det ske.

Den fri vilje betyder, at ethvert menneske har muligheden for at lade det gode eller det onde være den væsentlige faktor og drivkraft i livet. Halvhjertet adfærd og opførsel er instinktadfærd.

Sandhed er, at give slip ind i kærlighed.

Kærlighed er, at give slip ind i sandhed.

På den måde bliver vi virkelige.

På den måde bliver sandhed virkelighed.

På den måde bliver kærlighed virkelighed.

Det foregår ved, at vi selv vil det anderledes.

At jeg vil det anderledes i mit liv.

Det kan ikke foregår i forestillingen. Kun ved, at jeg aktivt involverer mig selv. Og måske en anden.

Når vi er i sjælen, følges sandhed og kærlighed ad.

Den ene kan ikke være der uden den anden.

Det betyder også, at sandhed ikke kan være kynisk, og kærlighed kan ikke være usand.

Så hvis et menneske er usandt og ukærligt, har det ingen mulighed for at navigere i sjælen.

Hvis ikke jeg er i stand til at manifestere begge, hænger mit liv ikke sammen.

Så vil jeg opleve en tomhed eller en mangel, noget ufuldsændigt.

Jeg ved godt, hvornår noget er sandt, og hvornår noget er kærligt, i hvert fald når jeg er alene.

Når tiden bliver presset sammen, bliver sandheden tydelig. Så kan vi ikke stikke af fra den mere.

At tiden er pressen sammen, vil sige, at distraktionsmulighederne forsvinder. Så kan jeg ikke længere snakke udenom.

Det svarer helt til at gå vejen. Her gør jeg det bare frivilligt, af min egen fri vilje, fordi jeg ønsker at kende sandheden, og at leve efter den.

At gå vejen vil også sige, at jeg har kærligheden inde i mig selv, og lyset, fordi jeg gør det af et rent hjerte.

At presse tiden sammen var den oprindelige intention bag fængsel som straffemetode, hvor fangen kun havde sig selv og en Bibel. Her er det bare tvang, og derfor opnår man jo ikke angeren som en naturligt tilstand. Og fængsel er jo heller ikke et udtryk for guddommelig retfærdighed. Så ville den f.eks. ikke have en social slagside.