Uordentlige mennesker manipulerer gerne med sandheden, giver den en drejning, så det passer ind i eget kram, uden hensyn til, hvad der faktisk er sandt.

Det er en mulighed, som mennesket har, og som mange bruger.

At fortælle en løgn som sandhed, eller den halve sandhed, som om det er sandheden.

Og enten ved de godt, de lyver, eller også vil de ikke forholde sig til det.

Det sidste er meget umodent, men forekommer nok mere blandt voksne end blandt andre aldersgrupper.

Man ved godt, at det ikke er sandt, eller ikke er hele sandheden. Men man giver sig ikke.

Meget lidt sympatisk. Og man kan virkelig bringe andre i fedtefadet på den måde.

Sandheden er altid hele mig. Og hele dig.

Det er ikke den del, som vi synes om. Det er mig selv, alt inklusive. Og dig, alt inklusive.

Her taler vi ikke om delmængder. Noget til lejligheden passende.

Hvis vi er ærlige, så ved vi godt, hvad der er sandt.

Det ved vi med os selv, bare vi er lydhøre for sandheden.

Det er ikke det samme som den sandhed, vi i fællesskab bliver enige om, herunder som en fælles skygge.

Ethvert menneske kan gå afsides og finde svaret i sig selv. Det er overhovedet ikke svært. Det fordrer bare, at jeg er ærlig.

At have sandheden i sig selv er noget helt andet, end når vi ser os selv i roller og hinanden i skygger.

Det første er at være i sjælen. Det andet er at være i instinktet. At være dyr.

I sjælen ser jeg mig selv, som jeg er, og den anden, som den anden er.

I instinktet forholder jeg mig kun til sammenligninger, ikke til noget, der er sandt.

Når jeg er i mig selv, forholder jeg mig til den energi, og den sandhed, som jeg mærker i mig selv. Og jeg ser og møder et andet menneske, som den, han eller hun er, i kærlighed, ikke i rollespil.

Jeg ser ikke den anden, sådan som jeg helst vil se den anden, men sådan, som den anden viser sig for mig. Det er to, meget forskellige måder at møde et andet menneske på.

Corona er ligesom en omvendt korsfæstelse.

Man kan ikke stikke af, men bliver holdt fast af sandheden.

Den løgn, som instinktmennesket producerer, bliver ved med at lede efter smuthuller.

I den gamle verden har der været utallige muligheder inde bag de materielle rammer.

Sagt på en anden måde: Hvis man ikke ville ud, kunne kan altid finde et gardin at gemme sig bag.

Og det blev flittigt brugt.

Det kræver et vist mod at stå fast i sig selv.

Mange vil hellere stikke af, og som strudsen stå med hovedet nede i kommodeskuffen. Der er jo ikke ret mange andre egnede steder inde i huse, nu om stunder.

Man kan ikke stikke af fra sandheden om sig selv.

Når vi mærker noget der er sandt er vi ikke i tvivl om det. Vi ved at vi skal passe på det og beskytte det. Vi er i sjælen.

I sjælen opfører man sig ikke bare som det passer en. Sådan noget som instinktmennesker kan finde på.

Ligesom som man ved smittefare holder afstand, ved man med sig selv, at hensyn og respekt altid sættes før et møde i sjælen.

Det er præcis som at møde et nyfødt barn. Her vader vi heller ikke ind med træskostøvler på, og slår barnet med en forhammer.

At være i sandhed er at sætte sig selv højere end sit dyr.

At få sandheden indenfor er det, som det handler om.

Sandheden er ikke det forvrængede billede, man ser gennem instinktet.

Nogle gange kan man helt euforisk blive enige om en løgn, der er så stor, at alle nærmest råber den i munden på hinanden.

På den måde kom Hitler til magten.

Sådan foregår det også i dag, har jeg oplevet.

Man gider ikke forholde sig til den enkle sandhed.

Man vil hellere råbe i kor.

Den enkle sandhed, der ofte ikke har den store bevågenhed, opstå ikke i kor.

Den enkle sandhed skal jeg ofte være alene med mig selv for at forstå og mærke.

Sandheden går gennem rodchakraet.

Den, som siger sandheden, og jo stå bag den, har serveretten.

At være sand er at være helt til stede i mig selv.

Sandheden kan og skal vi altid møde positivt.

At være præcis den, jeg er, som jeg er, hvor jeg er, med hvem jeg er.

Sandhedens vilkår er, at der skal være et menneske, der bærer den, for at den kan få et udtryk.

Den findes ikke imellem to mennesker.

Den kan godt findes i en relation, men da er det relationen, der bærer sandheden, samtidig med at de implicerede, hver for sig bærer den, i hver sin form.

Når vi er to, der elsker hinanden, bliver sandheden tydeligere, skarpere, kærligere. Så det er da bestemt en opfordring til at elske hinanden, altid med hjertet forrest i mødet.

Corona betyder, at sandhed indtager pladsen foran løgnen, hvor løgnen i en årrække har haft overtaget her på kloden.

Det betyder, at vi kommer til at mærke sandheden som noget meget faktuelt og fysisk, hvor den på det nærmeste har kunnet lyves bort i en årrække.

Når sandheden på den måde bliver konkret, vil man også opdage, at den er meget faktuel.

Sandheden er ikke noget, man bliver enige om.

Det er ellers meget brugt.

Omkring et køkkenbord.

I et politisk parti.

På Facebook, hvor man liker, og også nogle gange bliver enige om ikke at like.

Hvis man kigger ind i spejlet, og har rent mel i posen, kan man få øje på sig selv.

Det er en god begyndelse.

Hvis man går afsides, kan den også dukke op.

Hvis man er ærlig over for sig selv, vil den også være der.

Men at tro, at man kan digte den, og på den baggrund holde fast i den. Det går ikke kammerater!

Det er meget brugt at kaste skygger. Altså at vide bedre om en anden person.

Det vil aldrig være sandheden. Det vil altid være en løgn.

Man kan friholde sig selv. Man kan i fællesskab blive enige om alt muligt. Men det er løwn!

Og man ved det godt med sig selv, medmindre man lader sig puste op i eufori.

Nogle gange kan usandheden vedligeholdes i årevis, også kollektivt.

På den måde lykkedes det af aflive adskillige millioner jøder.

På den måde kan man hadefuldt holde et andet menneske på afstand i årevis.