Hvis sandheden for alvor skal slå igennem, skal den afgørende have fat i mennesker, og overbevise dem om, at den er vigtigere end løgnen.

Der vil være rigtigt mange, der stritter imod.

Og som modarbejder meget massivt og meget længe.

En fordom er også en usandhed. Men styrken afhænger af den, der bærer den.

Hvis personen er åben for sandheden, vil fordommen nemt kunne falde fra hinanden.

Men det gælder ikke, hvor fordommen er et panser, der er indarbejdet helt ind i det fysiske system.

Hos nogle er det vævet sådan sammen, at en udfordring bliver banket på plads af en anden løgn, ligesom i et vævestykke, eller et spindelvæv.

Trykket fra væveriet eller spindelvævet kan være så stærkt, at praktisk taget intet vil kunne bryde igennem.

Sandheden er noget, vi kan mærke. Men vi skal være åbne for den, og indstillet på, at den kan gør en forskel.

Jeg skriver altid fra to positioner, min egen åbne, og så den mørke, der også dukker op i forståelsen, fordi mange mennesker er ufatteligt lukkede og låste.

Det følgende er skrevet ud fra den åbne måde at møde livet på.

Vi kan bare gå en tur, hvis vi er i tvivl.

Så ved vi også, at der er noget, som vi skal, og måske noget, som vi ikke skal.

Det er en meget fysisk følelse, hvis vi er vant til at møde livet ærligt og åbent.

Sandheden vil igennem. Så vi kan lige så godt lade den.

Før eller siden får den bugt med mig. Så er det da lidt sjovere at lade den komme af sig selv.

Sandhed kan jeg ikke argumentere med.

Den er, som den er. Det kan jeg lige så godt indstille mig på.

At nægte sandheden er det samme som at stå ved køledisken og påstå, at is er pølser.

Sandhed giver kun mening ved, at jeg tillader mig selv at være mig.

At være en skygge af mig selv fremkalder ikke nogen sandhed.

Og heller ikke nogen oprigtighed eller nogen ærlighed, som begge er betingelser for, at sandhed har en chance.

Sandheden er det, vi gjorde af et godt hjerte, sammen og hver for sig.

Det er det, der tæller, i den store sammenhæng.

Det er også det, der tæller i det, der er virkeligt i mit liv, og i dit liv.

Det er der, hvor vi gjorde en forskel, der kunne mærkes.

Hvad er sandheden bag min handlinger?

Hvilke sande motiver lå til grund for, hvad jeg gjorde?

Hvad er jeg styret af? Som ikke nødvendigvis er det samme, som jeg giver udtryk for, eller lader som om.

Under Corona trækker sandheden det længste strå.

Sandheden står tilbage, når Corona har været forbi med en støvsiger.

Når man ikke kan løbe fra sandheden om sig selv, skyldes det, at vi har en sjæl, og at der er en Gud.

Skulle det ikke i sig selv være et Gudsbevis?

Sandheden er også det, der er sket, som det skete.

Sandhed er det vi er.

Hvis man finder ud af, at noget er mere sandt end noget andet, må det da animere til at finde ud af, hvad der så er sandt i det hele taget.

Jeg kan ikke forestille mig, at nogen kan være tilfreds med at leve på en løgn, hvis de ved, at der er noget andet, der faktisk er sandt, eller mere sandt.

Det ville være utænkeligt for mig.

Det handler også om, at sandhed har styrke, overbevisningskraft. At man, ved at leve efter sandheden, er meget bedre hjulpet, end ved at leve halvhjertet.

Sandhed er kun mulig i ubrudt kontinuitet.

Jeg kan ikke hoppe ud og ind ad sandheden.

Jeg kan være i den, leve igennem den, udfolde den, udtrykke den, udtrykke mig selv, være med mig selv, være mig selv.

Hvis vi er to, skal vi beslutte at være i sandheden begge to. Så vil vi også være i kærligheden begge to.

Det kan ikke være fiktivt. Det kan ikke være delvist. Det kan ikke være på betingelse af noget andet.

Det kan kun være, at vi, hver især, og sammen, beslutter, at det er det, vi ønsker, og at det er det, vi gør, og at det er det, vi vil.

Det er ikke svært. Men vi skal gøre det. Vi skal være det. Vi skal ubetinget sige ja til det.

Undervejs skal vi så forholde os til, når der dukker noget op, som ikke passer sammen med vores billede.

Her er det overmåde vigtigt, at dette noget bliver inddraget, for ellers vil der vokse en skygge, og så er det ikke længere sandt.

Det er en meget vigtig logik.

Sandheden er den fylde, jeg har i mig selv.

Min oplevelse af råderum.

Min selvopfattelse.

Min ordentlighed.

At være i min egen sandhed er at være i min egen kraft.

At udtrykke min egen sandhed er at udtrykke min egen styrke.

Når vi går på jagt efter sandheden, vil vi kunne opleve, at den fylder mere og mere, at vi forstår mere og mere.

Det er en anden måde at udtrykke, at vi får mere og mere lys ind i os selv.

Også at vi får mere og mere energi inde i os selv.

Sandheden giver os selvfølelse og tyngde. Vi kan falde til ro i den. Vi kan glæde os ved at have fat i den.

At mærke, hvad der er sandt, kan også bruges til at bygge en relation op med, forudsat den er funderet i sandhed.

Sandhed og bevidsthed er med til at lukke os op indvendigt, hvad løgn jo aldrig vil kunne gøre.

Løgn og mørke og lukkethed følges ad. De virker alle stik modsat en åbning.

Jo mere sande vi er i os selv, jo mere lukker vi op, jo bedre lodret passage bliver der i os, og jo mere frihed vil vi opleve.

Det gælder også muligheden for at kunne håndtere, hvad der måtte dukke op af vanskeligheder udefra.

Hvis man omvendt lukker mere og mere i, vil den lodrette passage også blive mindre, og dermed mere begrænset.

Så vi hjælper altid os selv ved at være ærlige.

Når man bevarer kontakten med sig selv, bevarer man kontakten med sin egen sandhed, og sin egen energi.

Når man slipper denne kontakt, begynder man at tale i floskler, og ordene bliver klicheer.

I en sådan tilstand vil man ikke have friheden i sig selv. For har man den, vil man vide, at floskler og klicheer er pseudoliv.

Min egen sande energi stikker dybere end alle andre former. Vi er ikke i tvivl om, hvornår noget er sandt, og hvornår noget ikke er det, især ikke, hvis vi oplever noget, som vi bare ved, er sandt.

Hvis man lærer og mærker, hvad det vil sige, vil man altid trække sig, inden de kunstige former får lov til at manifestere sig.

At blive i sin egen sandhed er på den måde en læreproces, som aldrig kan være forceret.

Hvis jeg gerne vil kærligheden, skal jeg også lære sandheden, og kunne gå ind i dem begge.

Når noget bliver kunstigt, mister vi kontakten med os selv og med hinanden.

Sandheden er den, som jeg i virkelighed er. Mit sande væsen. Mine sande relationer.

Når alt falder til ro, og vi ser hinanden, sådan som vi i virkeligheden er. Uden slør. Uden udenomssnak. Bare er. Og smiler til hinanden.

Sandheden er det, vi kan være bekendt. Det, som vi kan falde til ro i i os selv.

Der, hvor vi kan kigge os selv i øjnene.

Det, hver det ikke bare er noget, vi siger.

Men noget, vi står inde for.

Sandheden er den positive version af mig.

Ingen får adgang til sjælen gennem uærlighed.

Man kan skabe og skabe sig en pseudoverden, og endda i mange lag.

Men før eller siden vil den krakelere og vise sig som usandhed.

Så er der kun sandheden tilbage. Det er godt at være gode venner med sandheden.

Sandheden har magt.

Sandheden har tyngde.

Sandheden har vægt.

Sandheden har dybde.

Sandheden har krop.

Sandheden har fylde.

Sandheden trækker altid det længste strå.

Det sande er det, der er vigtigt.

Det sande er det, vi retter os ind efter.

Hvis jeg finder ud af, at jeg har levet mit liv på en løgn, fordi noget andet viser sig som sandheden, vil det være det nye, der fremadrettet kommer til at styre mit liv, som alt retter sig ind efter.

Det er faktisk en magisk logik, at jeg på den måde kan få en ny platform i livet, hvor den gamle falder væk, eller bliver irrelevant.

At et øjeblik kan ændre alt.