Grundlæggende virker sanserne ens på dyr og på mennesker.

Forskellen er, at vi kan være med vore sanser, og dermed udfolde dem på særlige måder.

Hvis ikke det var tilfældet, ville vi ikke have en modeindustri, en pornoindustri, en medieverden, en musikindustri, og vi kan blive ved.

Vi ser noget ud af øjnene, både dyrene og vi. Dyret er meget opmærksomt og fokuseret. Vi er måske mere optaget af at tolke på det, vi ser.

Vi lytter og er årvågne. Ørerne stritter op og drejer sig af og til. For hver lyd kan betyde fare. Vi hører kun det, vi vil høre.

Vi lugter eller dufter. Det er en temperamentsag. Vi sanser gennem næsen. Vindretningen er vigtig, både som bytte og som offer. Hvad lugter vi som mennesker? Hvad vi skal have til aftensmad. Eller også dufter vi til hinanden i nærvær.

Vi smager, måske på hinanden. I dyrenes verden er der hierarki, men mor og barn kan også slikke hinanden, og dermed rense pelsen. Vi kan smage på mad, på vin, men vi kan også smage på hinanden. Vi kan kysse, når vi gerne vil hinanden, og vi kan altid mærke, hvordan et dejligt kys er.

Vi føler noget. Vi rører ved hinanden At være levende er at have kropsvarme. Når det er koldt, kan vi på den måde søge hinanden. Men vi kan også ligge i ske, når vi er kærester. Og som mennesker har hænderne en helt særligt betydning, både når vi arbejder, men også når vi rører ved hinanden.

Hvis vi er bundet af mønstre, registerer vi måske slet ikke noget af det hele. Vi nåede ikke at leve, før det var for sent. Vi blev brændt, ligesom grantræet, der først var inde i stuen, så blev pyntet, så blev danset omkring. Men træet var kun interesseret i, hvad der så skulle ske, ikke hvad der skete.

Eller mønsteret havde måske travlt med at kaste skygger, og blev altid irriteret og vred eller sur eller gal. Mistroisk Eller lagde slet ikke mærke til, at det var et menneske, et lille Guds barn. At den anden jo også er et lille Guds barn.

Vi kunne godt, i forbindelse med instinket, nævne vores højt udviklede hjerne.

Vores evne til empati er højere end hos dyrene. Men det er jo ikke dermed givet, at vi bruger den overhovedet.

Men i tillæg har vi så en sjæl, der giver os mulighed for at kigge på os selv, og ikke at vælge den første og den hurtige og den forkerte løsning.

Vores læreproces er, fordi vi er i stand til at forholde os til os selv, af en helt anden kaliber end hos dyrene, der har en vis evne til problemløsning, men aldrig bliver kulturskabere.

Vi har skabt den klode, vi befolker, hidtil måske med lidt for meget fokus på, hvad dyret i os ville.

Vi er udstyret med alle vores talenter. Men husker vi også at bruge dem?

Talenter er her den guddommelige gave og mulighed. Hvor vi er der for hinanden, inden vi er der for os selv.

Jesus forsøgte at få et ord indført, men de tog ham ikke særligt alvorligt.

Se nøje på himmelens fugle, for de hverken sår, høster eller samler i forrådshuse; dog giver jeres himmelske Fader dem føde. Er I ikke mere værd end de? (Matt. 6,26)