Hvis vi lever efter sandheden, vil vi hele tiden opleve at komme ud i periferien af os selv.

På den måde får vi altid ryddet op. Og så kan vi komme videre.

Det samme sker ikke, hvis jeg hele tiden er på flugt fra mig selv.

Så bliver alt en slags bortforklaringer.

Det er dem, der fylder mest i mediebilledet. Dårlige undskyldninger. Klicheer. Floskler.

Der er frit valg på alle hylder. Men intet af det kan bruges til noget.

Det er ligegyldigt tidsfordriv.

Ved Corona kan vi ikke bare aktivere en sludder for en sladder.

Og her kan vi heller ikke, som vi plejer, støtte os op af den ene løgn efter den anden, som vi normalt fylder os med.

Her kan det ovenikøbet være blodig alvor, hvilket ikke er hverdagskost for de fleste, der bare ævler ligegyldigt rundt i alting og ingenting.

Sjælen er derfra, hvor jeg kommer.

Derfor kan jeg ikke være lusket i mit væsen, og få adgang til sjælen.

Det dybeste af mig er den, jeg er, og derfor skal det dybeste af mig være rent og ordentligt.

Sjælen, når den manifesterer sig, har form, har farve, har styrke, har realitet, har sandhed, har kærlighed.

Sjælen er fuld at indhold, glæde, substans, ærlighed, åbenhed.

Selv om vi ikke kan gribe sjælen, er den meget reel.

Vi ville ikke ret gerne leve uden den.

Vi kan godt begribe den, men vi kan kun møde den i sandhed og kærlighed.

Den trækker sig, hvis ikke vi er ordentlige.

Sjælen er vores evne til at manifestere kærlighed.

Corona tvinger os tilbage i sjælen, i hvert fald dem, der har en stærk sjæl.

En stærk sjæl er evnen til at være sand, når det gælder.

At kunne brænde igennem, og stå fast i sig selv, fordi man har prøvet det før.

Der er ligesom at være god. Det efterlader et spor, som vi kan vende tilbage til, og manifestere og igennem.

Sjælen er på den måde en akkumuleret evne til at være god og sand.

Vi er forankret i sjælen, altså når vi er ordentlige.

Når vi står i os selv.

Når vi er ærlige.

Når vi søger et dybere svar og ikke bare trækker en floskel ud af kommodeskuffen.

Sandhed og kærlighed henter vi et dybt sted fra.

Her er der ingen tilfældigheder. Her hænger alt rigtigt godt sammen. Hvis vi altså lader det hænge sammen.

For her kommer mennesket selv ind i billedet.

Ønsker jeg at lade sandhed være den vigtigste dynamo i mit liv?

Det er ikke alle, der vil svare ja til det.

Og det er slet ikke alle, der også vil leve efter det.

Sjælen kan kun forstås dynamisk, som noget levende, som noget, der gør en forskel i os.

Den døde materie er vores instinkt, der har sat sig fast. Den virker i mange mennesker, og bevirker en tidlig død, eller en død før døden.

Kunsten er derfor at være i live, mens jeg er i live, men uden at gøre et stort nummer ud af det.

Vi skal ikke præstere noget. Vi skal bare lære at være stilfærdigt i livet. Det er øvelsen eller kunsten.

Man kan ikke, som et besjælet væsen, leve, uden en eller anden forankring i en sandhed.

Uden oplevelse af sandhed og kærlighed er vi kun tomme skaller, og det har ingen lyst til at være.

Hvis man fylder sig med tom underholdning, eller foretager sig noget usandt, bliver det jo kun værre.

Det siger vel sig selv.

Sjælens virkelighed fordrer vores fulde koncentration.

Vi får ikke adgang til det sande i os selv, hvis ikke vi er fuldt oprigtige.

Jeg skal med mit hjerte og i mit væsen give udtryk for, at jeg vil noget anderledes.

Ellers sker der ingenting.

Ingen andre kan gøre dette arbejde for mig.

Det gælder ubetinget.

Hvis vi hengiver os til livet, vil vi kunne opleve at blive overstrømmet med gaver.

Det fordrer dog vores ubetingede hengivenhed, og ikke bare i to minutter.

Hvad er betingelse for at få sjælen i spil i sig selv?

Man skal evne at være til stede i sig selv.

Man skal evne at være til stede i sin egen krop.

Man skal kunne mærke sig selv.

Jeg er min egen integritet!

Den fordrer også, at jeg anerkender, at jeg er som alle andre.

Det er måden at få øje på mig selv som speciel.

Det foregår ikke på den omvendte måde, ved først at kigge mig selv i spejlet.

For her adskiller jeg mig fra alle andre.

Sjælen fordrer, at vi er åben for den.

At vi oprigtigt ønsker noget, der er anderledes.

At vi ikke kun vil os selv og vores egen magelighed.

Hvad er det, der driver mig?

Hvad er det, der får mig til at blive i en tilstand, hvor kun jeg selv har en anelse om, hvor den fører hen?

Hvor jeg måske ikke engang har det, men hvor noget fortæller mig, at jeg bare skal blive i den.

Hvor jeg har tillid til, at der kommer et svar.

Hvor jeg kan gå i timevis med erkendelser, og blive dybt overrasket over, at der nu er gået fire timer, siden jeg vågnede, og at jeg stadig ligger i sengen, og hele tiden får nye erkendelser.

Nogle af disse overrasker mig i en grad, så jeg pludselig forstår noget, som jeg ikke tidligere har forstået.

Har lige læst i nogle af mine tidligere bøger. Det er også både mærkeligt og magisk.

For de holder, også selv om jeg dengang stod et andet sted.