Sjælen befinder sig imellem selvbevidsthed og det guddommelige.

I modsætning til skyggen, der altid bevæger sig i mørke, og ser fejl og mangler, er retningen nu sandhed og lys, hvor vi sikrer os, at vi har fast grund under fødderne, inden vi tager det næste skridt.

Vi bevæger os ikke videre, inden vi er fortrolige med, hvad vi nu har fat i. Vi stiller betingelser til os selv om, at vi ikke bevæger os igennem forestillinger, men kun på sikker grund.

Hvis vi tænker på, hvordan en slyngel opstår, finder vi altid nogle argumenter, der sandsynliggør, at han eller hun er et dårligt menneske. Vi ønsker ikke at gå nærmere på vedkommende, med risiko for, at vi kunne tage fejl. Så hellere få ham dømt og aflivet! Argumentationen er hurtig og affærdigende, mørk og kontant.

Sådan noget er der simpelt hen ikke mulighed for i sjælens verden, for eksistensberettigelsen er her, at vi altid holder os til sandheden. Det kan være besværligt, og den anden skal nu pludselig betragtes mere nuanceret. Det gider vi ikke, for så falder vores verden fra hinanden.

I sjælens verden anderkender vi, at verden kan falde fra hinanden. Hvis ikke den er sand, kan den ikke bruges til noget!

Mørke i sig selv kan ikke bruges til noget, selv om instinktet egentlig er godt tilfreds, bare man på den måde kan blive fri for at forholde sig til den anden mere. Jo mere stakit og pigtråd, og jo flere overfaldsalarmer, jo mere kan vi føle os sikre.

Sjælen har for længst forladt arenaen. For er man ikke interesseret i sandheden, er det jo et valg for det individ, der har valgt mørket.