Sjælen er at mærke sig selv i hele kroppen, hvor instinktet kun er fokuseret på, hvad andre mon ser, altså facaden i en eller anden form.

Sjælens logik begynder i testiklerne. De er kærlighedens første form.

Hvis vi tænker evolution, er det sædcellen, der finder vej til ægcellen, der skaber livet for alle på Jorden, der kan bevæge sig geografisk.

Hvis vi tænker sjæl, som er den guddommelige manifestation gennem et menneske, er det kærligheden, der her får fodfæste, så at sige. At tage bolig iblandt os. At blive levende. At udfylde dyrets rolle, men som menneske i ærlighed og i kærlighed.

Et menneske er ikke en teoretisk konstruktion. Et menneske er et levende væsen.

Den guddommelige vilje er, at et menneske, som et levende væsen, der siger ja til at leve, i overensstemmelse med sit kald, også udfylder sin rolle i livet, som et levende menneske.

Det var også meningen med kristendommen, men det er godt nok blevet til en flad, småborgerlig måde at snakke sig til lidt kirkekaffe efter gudstjenesten. Det har jo ikke ret meget at gøre med sandt menneskeliv. Hvabehar?

Da jeg på et tidspunkt i 2018 forsøgte at indkredse, hvad mit forfatterskab eller mit virke egentlig handler om, fik jeg sætningen “legen ud i alle celler”.

Da jeg i januar 2019 deltog en kanalisering uden for Assisi, i en kirke i Gualdo Tadino, kom ordene fra Maria Magdalene “kærligheden ud i alle celler”. Det var ikke mig, der kanaliserede, og personen vidste ikke noget om, hvad jeg tidligere havde fået at vide. Så det var en dejlig bekræftelse.

Men hvis vi tænker på, hvad meningen her på Jorden er, er det jo netop at udfolde os som mennesker i kærlighed, med hele vores væsen. Altså med sjælen i spil i os. Det kan kun ske i sandhed og kærlighed.

Hvis vi tænker på Skabelsen, blev Adam og Eva sendt ud af haven, for at de skulle arbejde, til de svedte, og føde, der gjorde ondt, men alt sammen for at befolke Jorden. Mennesket, skabt af Gud, der skulle udfylde Guds skaberværk.

Et menneske er et væsen i og med sin egen energi, sin egen opgave i livet, sin kærlighedsmission.

Et menneske har evnen og kapaciteten til at være god, at gøre det gode, at være smuk, at gøre det smukke, at være sand, at gøre det sande.

Intet af det er svært, hvis vi griber det rigtigt an.

En anden måde at udtrykke det samme på, er, at livet kun kan blive sandt ved at blive levet.

At vi skal gøre noget for at blive virkelige.

At vi skal sige ja, og handle efter det.

At livet, også i sjælens perspektiv, opstår og udfolder sig, ved at blive levet, fuldt ud, og i sandhed og kærlighed.

At et menneske, der er en sammensmeltning mellem en sædcelle og en ægcelle, udfolder sig som noget helt unikt, men jo samtidig med ligheder med sine artsfæller.

Livet handler om udfoldelse, og at vi som mennesker har mulighed for at gøre det i bevidsthed om vores egenart, som samtidig er et ansvar, vi har fået, som vi skal forvalte på en måde, som vi alle får glæde af.