Sjælen følger en meget stringent logik.

Det er 40.000 år siden, mennesket fik en sjæl.

Lige så længe har kampen stået med at overbevise pattedyret i mennesket, at det skulle tage sjælens logik til sig.

Til dato har instinktet haft det sidste ord i alt, hvilket betyder, at sjælen har været underlagt denne hierarkiske og ekskluderende måde at se verden på.

Ny Tid er, at det er på tide at ændre magtbalancen.

Vi har alle noget blødt i vores væsen. Dette noget er forbundet med vores sjæl, eller er kontakten til vores sjæl.

Vi kan ikke være hårde og have kontakt med vores sjæl. Vi kan heller ikke være uordentlige eller sjuskede med vores liv. Den fordrer nærvær, ordentlighed, ærlighed, oprigtighed.

Instinktet er det hårde hjerte. Sjælen er det bløde og medfølende hjerte. Det er den korte og præcise forskel. Punktum.

Instinktet er ligeglad og egoistisk. Hårdt, kynisk, hjerteløst, ekskluderende. Sjælen er omfavnende, hjertelig i sit væsen, imødekommende, venlig.

Sjælens vej er kærlighedens og ordentlighedens vej.

Instinktets vej er spillet, kynismen og kalkulationens vej.

Når sjælen styrer i et menneske, så manipulerer vi ikke noget. Så er energien helt vejen rundt om kroppen, også om hjernehinden.

Når instinktet styrer, så er det det infantile menneske, det umodne menneske, dyret i os, og så foregår tænkning krampagtigt inde under hjernehinden. Det svarer til at spænde i alle muskler, og at ville have ret, uanset hvad, også uanset hvad der er sandt.

Når vi giver slip, giver vi plads til sjælen.

Det, som kommer fra sjælen, er sandt.

Det, der kommer fra instinktet, er kalkuleret.

Forskellen kan være som himmel og helvede.

Et menneske kan overvejende være i sit instinkt eller overvejende være i sin sjæl. Der er flest af de første.

Forskellen i attitude er som nat og dag.

Instinktmennesket, også kaldet det dyriske menneske, vil kun nogen det godt, på betingelse. Man kommer ikke bare ind. Man skal præstere. Ellers er det ud igen!

Mennesket i sin sjæl ser den anden, som den anden er. Det er en helt anden attitude. Her giver vi hinanden. Vi kræver ikke af hinanden. Vi forventer ikke af hinanden. Vi anerkender hinanden. Det er udgangspunktet for samvær, at vi kan lide hinanden.

Er man overvejende i sit instinkt, reagerer man mere ud af sig selv end ind i sig selv. Man kaster skygger. Men bliver nemt og hurtigt vred, men også bange. Man hviler ikke i sig selv. Man er hurtig til sladder og dårlig omtale.

Skyggeadfærd er ikke baseret på selverkendelse, men på sammenligning, en udvendig måde at være i verden på. Der er ingen dybde. Spejlet er den eneste sandhed.

Skyggemennesker er delte mennesker, hvor lyst og mørkt aldrig findes samme sted. Det er måske ikke de mest spændende at være sammen med, da de aldrig siger sandheden, men kun det, man gerne vil høre. Alternativt det man ikke ret gerne vil høre.

De hårde og ubønhørlige odds er inklusion eller eksklusion. Sådan er vilkårene, kammerat! Kan du ikke lide lugten i bageriet, er der andre bagerier! Kan du ikke tåle mosten, er det bare ærgerligt!

Man interesserer sig ikke for sandhed, hinsides skygespil. Der er ingen sammenhæng mellem ord og følelser. Handlinger er vaner og ritualer. Og livet er lidt ligegyldigt. Det handler om god underholdning og ellers kompromisser.

Sex foregår under dynen, hvis det foregår. Det må gerne kildre i underlivet, hvor man enten selv får det til at holde op igen, eller hyrer en anden til det. Eller også dater jeg mig til at få det overstået!

Er man derimod overvejende i sin sjæl, holder man energien i sig selv. Man mærker sig selv. Man ser den anden som den anden, og ikke som en rolle. Vi udveksler kærligt og sandt, og vi tør altid kigge hinanden i øjnene.

Hjertet er her den vigtigste muskel, både på den ene og på den anden måde.

Vi tør forholde os  til noget, der er svært, tør dialogen, og er ikke bange for at forsøge noget, vi ikke har prøvet før. Sex er ikke bare noget, der skal overstås. Og er ikke bare behovstilfredsstillelse og spændingsudløsning.

Sjælen rummer en sandhed, som den kyniske, instinktbårne verden og virkelighed måske totalt har ignoreret.

Instinktvælde er bygget op på vrede og frygt, der altid kan forstærkes til aggression og angst.

Sådan har menneskesamfund været bygget op fra tidernes morgen.

Og sådan praktiseres de stadigvæk, hvor magten i stor udstrækning ligger i de enkelte hjem.

Et barn lærer at være bange for sig selv, og på den måde ruller lavinen, også i det individuelle liv.

Sjælen er bandlyst, lige fra starten, i ethvert menneskes liv.

Og magten holdes fast i en skruestik, der kan være et øjenlåg, der vipper.

At der er en blød part i enhver familie, som kan være faderen eller moderen, ændrer ikke ved magten som grundlaget, der altid ligger der latent.

Sjælen har ikke noget sted at gå hen. Jo, den kan tage ud på en ødegård, men hvor sjovt er det lige?

Vi har alle sammen behov for at være sociale, og her gælder Janteloven, hvis nogle skulle være i tvivl.

Det er gadens orden, uden for døren.

Og i virksomheder er der, på samme måde, præstationer, der skal opfyldes, og ledere, der også er opflasket med frygt og vrede som de brugte værktøjer.

Der er ingen til at anfægte det, selv om der, fra tid til anden, introduceres nye ledelsesværktøjer. Men de slipper grundlæggende ikke kravet om vrede og om frygt som de elementer, som det hele er bundet op på.

Det sker umærkeligt, men det sker uomgængeligt.

Arbejdsgiverens ledelsesret, med den ubetingede ret til at fyre og at anstætte, kan godt modificeres, men gælder stadig grundlæggende som et vilkår, der gælder for alle.

Instinktets vej er ego, hårdhed, kynisme, ligegyldighed.

Sjælens vej er hensyn, kærlighed, ærlighed, venlighed.

Hvis jeg vil et andet menneske det godt, skal jeg ikke møde vedkommende i frygt og vrede. Så enkelt er det.

De fleste mennesker handler fra en instinktbåret position: Hvad kan jeg få ud af dette?

De færreste mennesker handler ud fra en sjælsbåret position: Hvad gavner det fællesskabet, altså ikke bare et specifikt fællesskab.

De fleste vægter egen nytteværdi, og nedprioriterer almennytten.

Corona har et globalt udgangspunkt.

Dyret er det infantile menneske.

Sjælen er det modne menneske.

Forskellen er afgrundsdyb.

At mene som alle andre, eller ikke at tage stilling til noget.

Modsat altid at tage udgangspunkt i det dybe i mig selv, og stå ved det.

Hvor er jeg selv, i forhold til det, jeg gør. Min måde at være i verden på.

At eliminere instinktet for en stund er at bede det indre pattebarn om at tie stille.

Hvis man er vant til altid at få sin vilje, så er man som menneske ikke ordentlig.

Hvis andre altid skal gøre, hvad jeg dikterer, opfører jeg mig ikke anstændigt.

I alle de små hjem foregår der spil, som for længst er afdebatteret, men kun fordi man ikke længere tør åbne munden.

Janteloven foregår i det social rum, ude på gaden, men er udløber af den samme primitive logik. Ti stille, eller gå din vej! Det kan så suppleres med slag og spark.

Du ligner ikke os! Du har stritører! Derfor skal du have et spark i skridtet!

Men det er den samme mekanisme, der virker inde bag murene. Man har lært at holde kæft, for ellers så vanker der med forhammeren. Og den psykiske kraft er lige så stærk som den fysiske, vil jeg gerne fortælle.

Konsekvenser er mindst lige så voldsomme. Men man kan bare ikke følge dem baglæns, fordi udførelsen var råb og skrig, der ikke falder ind under normal jura.

Det positive alternativ er at handle ud fra sjælen, hvor sandhed og kærlighed altid er i forgrunden.

Fra den position vil jeg aldrig kunne finde på, ikke at behandle andre ordentligt.

Hårdhed og blødhed er de samme steder i kroppen. Det handler bare om, hvad vi sætter forrest.

De, der kigger på os ude fra universet, har ikke et instinkt, som alting skal bevæge sig igennem. Derfor kan de tage ret afslappet på det hele.

Det hører vi også fra dem, der er gået bort, som melder tilbage.

Mennesket har et instinkt, som de fleste hænger fast i, fordi de ikke vil slippe tryghed, sikkerhed og ego. Det sidste kendes også som forfængelighed, og som det, man tjener penge på.

Instinktet er vores evolutionære tilknytning, som er en anden måde at fortælle, at vi har måttet igennem en naturlig udvikling, sådan som Darwin så fint har beskrevet det.

På et sent tidspunkt, for 40.000 siden, er vi så blevet udstyret med en sjæl, som giver os en forbindelse ud i evigheden, en genvej til Gud, så at sige.

Hidtil har mennesket dog ikke være glad for at slippe sin bundethed til sit naturlige element, og derfor vil man have sikkerhed for alt, inden man tager det næste skridt.

Man vil kun elske, hvis man får noget igen, og så fremdeles.

Alternativet er at gøre noget ud fra hjertet, som den primære drivkraft. Fra den position er jeg ikke bundet, og jeg gør ikke noget på betingelse af noget andet.

Før Corona var langt over 99% af alle mere bundet til deres instinkt end til deres sjæl, en anden måde at fortælle, at de ikke ville give slip på jordisk gods og guld, herunder det spejlbillede, som hver dag toner frem inde på badeværelset.

I Sjælen kan vi ikke bruge silikonebryster og mange penge. Men kærlighed i sin frie form er der rigeligt af.

Den forudsætter, at vi ikke er bundet til alt det, vi normalt ikke har villet give slip på.

I sjælen er en løgn ikke en mulighed.

På afgørende tidspunkter står vi alle med valget mellem instinktets voldsomme kynisme og sjælens medfølende form. Dette valg skal vi selv træffe. Der er ikke andre end os selv til at tage det.

Mørkets magt er i instinktet, eller når instinktet får magten.

At få magten vil sige, at et menneske, med sin intention, lader instinktet styre, i stedet for sjælen, eller lader det ske, få lov til at ske.

Lyset er i sjælen, med kontakten til Gud.

Lys og mørke kan ikke eksistere side om side.

Jeg skal beslutte, hvad der skal have lov til at virke i mig liv.

Det kan godt være, at barnet ikke har nogen indflydelse på, hvor meget lys, og hvor meget mørke der får lov til at slippe igennem.

Men denne indflydelse har den voksne, som suverænt selv er den, der afgør, hvem og hvad der skal have magten i livet.

Mørkets magt har en så stor automatik i livet, at mange har vænnet sig til, at det nok ikke kan være anderledes.

Måske fordi ingen endnu har vist, at der findes en anden, farbar vej.

Det er så det, jeg er i gang med at vise og fortælle om.

Hvor nogle bestemt ikke synes, at denne viden skal frem.

Fordi det vil betyde, at instinktvælde ikke længere er den eneste mulighed for at være i livet, som det hidtil har været tilfældet.

Et liv med sjælen vil aldrig kunne blive en dårlig gentagelse.

Sjælen er kun en mulighed, når vi giver slip på det falske i os selv.

Det falske er, når vi overdimensionerer behov for tryghed, sikkerhed og anerkendelse.

Hvis vi har tryghed, skal vi give slip på ønsket om mere og ubegrænset tryghed.

Der er et naturbestemt behov for tryghed. Ikke at blive spist af rovdyr. Ikke at blive overfaldet af fjender.

Tilsvarende med sikkerhed og anerkendelse. Når vi har den sikkerhed, der er nødvendig, skal vi ikke bruge mere tid på det.

Med hensyn til anerkendelse skal vi jo altid gøre noget selv. Under normale sociale omstændigheder vil vi så modtage påskønnelse. Og så skal vi slippe det igen.

Vi skal holde op med at gå med livrem og seler, og så skal vi give noget af os selv.

Hvis vi graver os ned eller burer os inde, er vi jo ikke sande. Så skaber vi spøgelser og fantasifostre i det hele taget.

Sjælen fordrer, at vi kommer ud i verden, at vi lukker op for os selv, på en stilfærdig og positiv måde.

Det er meget nemt at finde undskyldninger, hvis man i alt omgiver sig med materialitet og tom underholdning.

Man skal uden for disse kunstige rammer, hvis man mener noget alvorligt med livet og med sig selv.

Sjælen kan vi altid mærke, når den er der. Det er ikke til at tage fejl af. Men vi skal give den plads. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi indstiller os på det, som også betyder, at vi i hverdagen skal forholde os til, hvad der ikke befordrer sjælskontakt.

Når man lykkes med at mærke, hvad sjælen er, skal man gøre en indsats for at finde ud af, hvad der befordrer, at man er i live, og bevarer kontakten, og også, hvad der virker modsat.

Det er ikke sådan noget, man lige lærer fra den ene dag til den anden. Men det er besværet værd at gøre arbejdet.

Murstenslogik eller voksenlogik er båret af følgende udsagn: Jeg mener ikke noget med noget! Jeg vil bare have ret!

Ligegyldigheden udfolder sig bag ved mursten, og det handler bare om at rette ind.

Men der er absolut ingen kærlighed. Det handler kun om, hvem der har magt.

Der er ingen mening med noget, og det skal der heller ikke være.

Sjælen handler om indhold og dybde i livet, tager altid udgangspunkt i det, der er lige her og nu.

Sjælen giver overskud, åbner, healer, giver livsglæde.

Instinktet binder, låser, forvrider, forvrænger.

Den bløde side af et menneske er den, der vender ind mod sjælen.

Den kan vi kun have kontakt med, hvis vi positivt og kærligt formår at blive og at være i os selv.

I barndommen er der normalt plads til, at den kan få lov til at være der i et vist omfang.

I en smuk relation ligeså, så længe vi bliver ved med at være der for hinanden. Inden skyggerne tager over og gør livet til et helvede, som det sker for mange.

Vi kan gøre meget for at give plads til livet, så det ikke bliver regelstyret og ondt.

Sjælens virkelighed indeholder en stille logik og en stille energi, med følelser og tanker, der hele tiden følger et menneske, modsat en instinktstyret virkelighed, der gerne begrænser og beder vedkommende om at slappe af og slippe sine skøre ideer.

Et menneske er, modsat dyret, bygget op af en sjæl og et instinkt.

Dyret er kun i sit instinkt, og lever ud igennem det.

Mennesket er, fordi det er skabt af Gud, udstyret med en sjæl, som giver det mulighed for at kigge på sig selv.

Et menneske kan mærke sig selv, også når det gør noget forkert. Vi har følelser og tanker og seksualitet, som, fordi vi har en sjæl, kan udfoldes til noget meget smukt og fint, hvis vi gerne vil, og har lyst til at være sammen i sandhed og kærlighed.

Vi kan også gøre, som de fleste, bare leve ubevist videre som halvpattedyr, der på et tidspunkt skal begraves, måske brændes først.

Vi kan vælge at have et liv, og at udfolde dette liv, i kærlighed, i bevidsthed, i sandhed, i åbenhed.

Det er en helt anden måde at være i livet på.

Man kan ikke både være et dumt svin og et godt menneske. Her er der brug for, at vi tager et valg, at vi beslutter os for, at vi vil noget andet, end bare bevidstløst og tomt at gentage fortidens ligegyldigheder.

For at blive et menneske med en sjæl, skal jeg øve mig på det.

Jeg skal anerkende, at der er et nyt lag i mig selv, som jeg ikke tidligere har haft ret meget bevidsthed om.

Mine indtil videre 13 bøger forholder sig alle til denne nye virkelighed.

Jeg er, som jeg selv ser det, suverænt den, der har bedst fat i denne nye mulighed for at være menneske.

Som også er en ny frihed, som vi skal vide at møde i stor ydmyghed.

Sjælen tager altid udgangspunkt i hjertet. mens instinktet tager udgangspunkt i dyret.

Hvordan vi håndterer dyret, afhænger af vores jeg og vores bevidsthed.

Hvis jeget tager sjælen i ed, vil dyret altid kunne mødes i kærlighed.

Hvis bevidstheden er høj, vil alt i livet kunne forstås stilfærdigt og åbent.

Hvis jeg er bundet til mit instinkt, som vil sige at opføre mig som dyr, bliver resultatet altid derefter.

Et bundet menneske vil altid se verden fra sin binding, på samme måde som en lænkehund jo også kun kan kigge ud på verden, med den begrænsning, der er forbundet med kædens længde, og dermed en radius i forhold til hundehuset.

Begrænsningen betyder, at jeg, som hunden, altid vil se verden i lav bevidsthed, som venner og fjender, men aldrig som individer, med en kvalitet i sig selv.

Sjælen er mig selv, præcis som jeg er. Det er bare ikke sikkert, at jeg selv kan eller ønsker at se det.

Det er fuldstændigt magisk, hvad sjælen kan, hvis vi giver slip ind i den.

Den kan opløse alt, og vende alt fra noget hårdt til noget blødt.

I sjælens verden hænger alt sammen.

Det svarer til, at et barn stiller et spørgsmål, og jeg svarer det. Og barnet forstår det.

Når vi kommunikerer på den måde, hvilket også gælder som kærester, vil vi mærke, at der er en stille kontinuitet bag ved alt. Og vi kan følge det hele i ord, i en stille logik, hvis vi vil.

Sjælen er bundet af sandhedens og kærlighedens logik.

I instinktets verden bliver logikken hele tiden brudt. Det svarer til, at Spørge-Jørgen får at vide, at han ikke er gammel nok til at forstå noget, eller at noget bare er, som det er, fordi der er sådan. Det er kærlighedsløst at formidle viden på den måde.

Det svarer i øvrigt til de brud, som voksne kan finde på, hjerteløst at udsætte hinanden for. Det er helt sikkert, at det afstumper noget i både afsender og modtager at handle på den måde. I hvert fald i afsender.

I sjælen verden gør man ikke sådan noget, hverken over for børn eller over for voksne.

Det sande og kærlige er det levedygtige, som vi kan tage med over i Ny Tid.

Det sande er noget, vi kan manifestere, og noget, vi kan være.

Kærlighed har det på samme måde.

Det sande har brug for at blive forankret. men det kan kun gøres af et sandt væsen.

Sjælens tilsynekomst forudsætter et sandt menneske.

I instinktets verden præmieres beskidte tricks, benspænd, at gå om ryggen på modstanderen, eksklusion, lidelse.

I sjælens verden belønnes oprigtighed, handling, ærlighed, at hjælpe hinanden.

Det er to vidt forskellige måder at være i verden på.

Det er en magisk virkelighed, man træder ind i, når man har kontakt med sjælen.

Den er lige så virkelig som instinktets, men kun for den, der lever i sandhed og kærlighed.

Det er et besynderligt fænomen.

Instinktmenneske, der lever gennem normer, fordomme, klicheer og floskler, anerkender ikke sjælen.

De fleste mennesker er instinktmennesker.

Instinktmennesket ser den anden igennem sin skygge. Den anden spilder kaffe, og inde i synsfeltet bliver den anden et sjuskehoved, hvor kaffebønnerne fylder ud i vasken og ud på køkkenbordet. Og den trøje, som han har på, er da vist også lidt beskidt. Og hvad var det lige, han sagde om mine sko?

Når man tænker efter, er det utroligt, hvordan man kan bygge en verden op omkring et andet menneske, alene på associationer. Den anden bliver lynhurtigt til noget helt andet, end den, som han var, da vi var nyforelskede. Det er den lave bevidsthed, der skaber mere og mere mørke.

At se verden fra sjælens perspektiv er at se en dyb sammenhæng, lige så virkelig, som var der gulvtæppe og gardiner i rummet. Men her holder vi os altid og ubetinget til sandheden.

Måden at få adgang til sjælen er at skifte fra lav til høj bevidsthed.

Når jeg lader mig inspirere til at skrive, hvilket er ganske ofte, oplever jeg tit, at den ene sætning tager den anden, og at energien dermed fører med et sted hen, som jeg udmærket kender, men som jeg alligevel ikke kendte, da jeg begyndte at skrive den første sætning.

Det er lidt ligesom at blive ført tilbage gennem barndommen, ind i Paradiset, for så at slutte med en kop kaffe sammen med Gud, og se det hele derfra.

Oplevelser ligner i hvert fald sådan noget.

Jeg har ikke lige styr på, om han drikker kaffe. Det må jeg spørge ham om næste gang.

Når man tænker over det, er forklaringen historisk, at livet har været for hårdt til, at mennesker kunne give slip ind i sig selv. Der har også været forhindringer i den ydre verden, som betød, at man måtte give afkald på at forstå indadtil. De spirituelle kalder det noget i retning af regression, men det er nu altså meget mere end det. Og min vej er ikke klinisk, og den går ikke gennem kanalisering eller clairvoyance. Min vej er virkelig.

I den fysisk hårde verden ser vi aldrig den anden som den anden, alene af den grund, at mit eget mørke simpelt hen fylder for meget til, at jeg nogen sinde når at komme uden for mig selv. Jeg er mere optaget af min egen frygt end af, hvad den anden er for en starut.

Skal man sammenligne min vej med noget velkendt, er det som at læse et godt eventyr, og at opleve, hvordan hovedpersonen kommer længere og længere ind i skoven, slipper sin frygt, og på sin vej lukker op for noget helt nyt, trolde og hekse, men også bare sjove væsener.

Det er alt sammen virkeligt, og der er en fin kontinuitet, hvor man ledes på vej, og hvor alt passer fint sammen.

Vi kender det også fra drømme. Og vi kan opleve det i en smuk relation, hvor vi bare er der for hinanden. Det er også magisk, hvad det kan ske, når vi bliver i det bånd, som er skabt, som relationen udgør. Vi kan også mere og mere, når vi vel at mærke gør det i kærlighed, tillid, åbenhed og ærlighed.

Det, som en god relation kan, er præcis det samme, som når jeg på egen hånd går vejen i sandhed og kærlighed, og aldrig springer over, hvor gærdet er lavest. Når vi gør det to, skaber vi synergi, selvfølgelig under forudsætning af, at vi begge bliver på stien.

I en sand relation har vi altid, begge to, fat i sandheden, og fat i vores egen energi.

Løgnehistorier kan ikke bruges som broer, fra et sted til et andet. Vi skal altid, ubetinget, være til stede i os selv. Til gengæld vil vi da kunne opleve at vandre i kærligheden. Vi kan gå ture. Vi kan kysse. Vi kan elske. Vi kan gøre hvad som helst. Vi er altid åbne mod hinanden, men også inde i os selv. Vi giver aldrig slip. Det er i øvrigt ikke hverken vanskeligt eller krævende, når vi gør det.

Det er et helvede, ikke at gøre det. Jeg ville ikke røre ved en relation, hvis ikke vi oprigtigt ønskede den begge to. Til gengæld har jeg oplevet en, hvor vi var der begge to. Det var fantastisk dejligt og berigende.