At være i min sjæl er at udfylde mig selv som menneske.

Sjælens virkelighed er meget faktuel, også selv om vi ikke regner den for noget. Den virker alligevel.

Sjælens verden og logik er lige så faktuel som instinktets.

De to er bare meget forskellige.

Instinktets faktuelle logik er i øvrigt anderledes end den lave bevidsthed, der så at sige klæber sig til instinktet.

Men det sjove er, at der er en sjæleverden, der kan mærkes og føles, og som lader sig erkende som en form og en sandhed i ethvert menneske.

Det er den, som Jesus omtaler, når han siger, at Gudsriget er midt iblandt jer.

Man skal huske, at virkeligheden på den tid var af en helt anden kaliber end i dag.

Eller vi skal måske snarere sige, at virkeligheden i dag er af en helt anden kaliber end dengang.

Materialitet og teknologi fylder meget mere i dag, og dermed er vejen til sjælen også blevet vanskeligere.

Vi forbinder nogle gange fortiden med overtro, hvor vi nok glemmer vore egne fordomme, der fylder mindst lige så meget i vores bevidsthed. Den er meget mere bastant, end den var for 2000 år siden.

Sjælens virkelighed kan man kun erkende, hvis man vægter sandhed og kærlighed mere end jordisk gods og guld, herunder ego og forfængelighed. Det vil for mange være et så stort forlangende, at de takker nej.

Man siger nej til noget, som man ikke ved, hvad er. Men samtidig kan man bare ikke på samme tid være et stort ego og et sandt jeg. Mange vælger det første.

Og mange vælger den hurtige udløsning frem for den dybe kærlighed. Og sådan kan man blive ved.

Sandhed er sjælens mursten.

Kærlighed er mørtel.

Det giver til sammen smukke bygningsværker.

Hvis man er usand, har man ikke kontakt til sin sjæl.

Så er man også lidt klicheagtig, og vil med tiden blive en meget kedelig og trist person.

Sjælen er det sande, vi lader komme igennem i vores liv.

Løgne og klicheer er alle instinktadfærd, og de gør os uvirkelige og mørke og ligegyldige.

Vores sande binding er til vores sjæl.

Vores falske binding er til vores instinkt.

Hvis man er ordentlig, kan man nemt få adgang til sin sjæl.

Mange børn har denne umiddelbare adgang.

Det kniber mere blandt voksne.

Mange voksne har den i forbindelse med noget rituelt, som kan være næsten hvad som helst.

Men det typiske er kunst eller et erhverv, som man brænder for.

Her kan man lukke op for sjælen, og udveksle på sjælens vilkår.

Så er der de spirituelle, der også har deres ritualer. De mest velkendte er meditation og yoga.

Og de religiøse har deres. Her opnår vi ofte kontakten ved at være i nogle rum, der er dedikeret til formålet, og ved at handle på bestemte måder. Det kan være sang, musik, ritualer, men også bare stilhed.

Man kan jo også få direkte adgang, bare ved at være sande og kærlige. Men det fordrer et ubetinget ja til at være det.

Og her skal jeg være åben over for hvad som helst. Men det er en mulighed.

Og her kan jeg opleve sjælen som en reel substans.

Det svarer til, at Jesus siger, at Gudsriget er midt iblandt jer.

Det svarer til en Gudstro, hvor jeg altid er til stede i min guddommelighed, uden at jeg på noget tidspunkt forfalder til at tro, at jeg er Gud.