At blive til som menneske er at blive til i sjæl og legeme.

Altså sådan, som vi skabt til at være, og i vores fysiske krop.

Det er måden, vi vågner på.

Det er de tanker, der kommer, og som er.

Det er den mad, vi spiser, og måden, vi gør det på.

Det er hele vores velbefindende, og i øvrigt også dem, som vi er samme med.

Vi kan kalde det gode vaner. Vi kan også kalde det sund fornuft. Vi kan kalde det omtanke. Vi kan kalde det kærlighed.

Vi skal lytte til de indre signaler. Det gælder i øvrigt også i forhold til dem, som vi har i vores varetægt.

Vi skal lære at slække på regler i det ydre, og i stedet at lytte efter, hvad det egentlig er, vi skal.

At lytte til sig selv på den måde er at lytte til Gud.

Den sande måde er altid organisk og rytmisk, selvfølgelig under forudsætning af, at noget ikke er blevet ødelagt.

Men selv da skal vi vide at holde energien hjemme i os selv. Det er noget, jeg har lært af Frans af Assisi.

Eller det er noget, som han præciserede for mig, som jeg i forvejen gjorde, men uden helt at forstå kvaliteten af det.

Og jeg skal holde mig langt væk fra mennesker, som jeg ikke kan stole på. Det er for min egen skyld. Og de er i øvrigt ikke værd at samle på.

Søvn og hvile er en god måde at fortælle om, hvordan livet opstår af sig selv, når vi giver os selv lov til at lade det finde sin egen form.

Det er det samme, der sker med et barn, der har brug for at sove mange timer i døgnet. Det er dels en vane, men lige så meget opmærksomhed omkring, hvornår nye behov og ønsker opstår.

I denne faser af livet lægger vi ikke planer, men anerkender, at alt opstår af sig selv, og selv finder en form.

Det svarer i øvrigt meget godt til at vågne med en tydelig erkendelse eller forståelse, der kommer et andet sted fra, men hvor vi bare kan mærke, at det er rigtigt.

Intet er viljesbetonet eller viljestyret i denne fase af livet. Men vi kan godt være fokuserede i en bestemt retning, men altid vågne i forhold til, at vi reelt ikke ved, hvad der sker.