Livet i sin umiddelbare tilstand er energi.

Energi er det, der får et barn til at lege, at bruge sin fantasi, at være kreativ, spontan, umiddelbar.

Det er den uforstyrrede form.

Et menneske er som en plante.

Det svarer til barnets vækst, når det ligger i barnevognen, men også, når det uforstyrret udforsker verden.

Et menneske er som et dyr.

Det svarer til den unges udforskning af verden, hvor det støder på andre mennesker.

I udgangspunktet er det som i dyreverdenen, hvor der er hierarki, og hvor man kan slå sig.

Et menneske er kulturskabende.

Det betyder, at vi bygger huse, hvor vi gemmer os.

Egentlig handler det om tryghed, sikkerhed og anerkendelse. Det sidste, at vi har et rum, hvor vi kan være os selv.

Mennesket overdriver det med tryghed, sikkerhed og anerkendelse.

Det låser sig selv inde, og det bruger for meget tid foran spejlet.

Denne usunde måde at være på i livet reproducerer man til sine børn.

Det er her, harmonikaen kommer ind som den begrænsning, der skaber forhindringer, hvor energien også bremses.

Det betyder, at alt i livet låses fast i nogle mønstre og nogle forklaringer, der ikke længere er naturlige.

Samtidig betyder harmonikavirkningen, at løgne og andre forkerte forklaringer bliver styrende for, hvad livet er og kan, hvad jeg må og skal.

Livet bliver kunstigt, fordi de voksne sanktionerer harmonikaadfærd, altså det låste, unaturlige liv.