Positivt liv handler om passage igennem hele kroppen.

At livet får lov til at være præcis, hvad det er, som det er.

Ikke tolket i et bestemt regi. Ikke i et forkromet begrebsapparat. Ikke betinget af, om jeg har betalt for at få oplevelsen. Ikke på nogen måde betinget af en guru eller på anden måde en religiøs figur.

Når vi lader livet være, præcis hvad det er, vil der komme en masse gode ideer til os.

Især hvis ikke vi er tynget af en bagage fuld af lig og andre grimme og ildelugtende ting.

Jo mere uskyldige vi er i os selv, jo mere vil fantasien blomstre, og jo mere leg vil der være i vores væsen.

Jo flere lig og uhumske ting og sager vi gemmer på, jo mere vil vi være kontrollerede, og måske se voksne og alvorlige ud.

Vi kan ikke slå os løs, hvis vi har været nogle banditter på bagperronen.

Der er en klar logik i vores udtryk, i forhold til, om vi har været nogle rødder, eller bare har opført os mindre pænt, for nu at udtrykke det lidt diplomatisk.

Det er klart en fordel, også hvis man har været udsat for noget ikke særligt pænt, at jeg selv kan kigge mig selv i øjnene, og vide, at jeg har rent mel i posen.

Sådan noget kan vi altid mærke. Vi er ikke forbeholdne, og vi bærer ikke rundt på nogle dagsordener med noget, der ikke tåler dagslys.

Det er klart en fordel, altid at kunne kigge sig selv i øjnene.