Hvorfor skal forældre være vrede på deres børn? Og børn være bange for deres forældre?

Ethvert menneske er i sin fulde ret til at være helt sig selv.

Der er en ret, som går forud for enhver anden ret i livet:

Den suveræne ret til at være et menneske, med alt hvad det indebærer.

Jeg skal ikke spørge nogen om ret til at være mig.

Jeg skal ikke have særlig tilladelse til at være den, jeg er.

Jeg, som menneske, er i min suveræne ret til at være mig, før jeg er noget som helst andet.

Et menneske er skabt af Gud. Skabt til at være i verden på helt sine egne præmisser.

Ingen præmisser går forud for denne ret.

Et menneske, der får denne mulighed, vil at sig selv søge det gode, det sande og det skønne.

Det er andre menneskers påvirkning, der får det til at tvivle på sig selv, og sine egne, naturskabte og gudgivne gaver og muligheder.

Det falske ego er en sådan forfejlet og miljøskabt forvridning af, hvad det vil sige, sandt, kærligt og ærligt at være i verden som væsen.

Mennesket er godt af væsen og skal respekteres som sådant.

Et menneske, der af en ansvarlig voksen får mulighed for at være i verden på denne måde, vil af sig selv søge kærligheden, og vil finde den med sit hjertes udkårne, når vi langt om længe respekterer Skabelsen, sådan som den fra begyndelsen er.

Mennesket er hidtil blevet holdt ned af instinktstyrede mennesker, der har ladet deres dyriske, uopfyldte væsen gå i arv, gennem opdragelse og socialisering. Denne praksis er ikke længere nødvendig.

Mellem såkaldt almindelige mennesker forudsætter det, at vi begynder at tro på hinanden.

Og at vi giver børnene denne naturlige tro på sig selv, som alle har med sig i vuggegave, men som man hidtil ikke har formået eller evnet eller ønsket at videregive, fordi man har ligget under for umenneskelig magt, eller ladet sig underligge.

Man kan sige, at den er blevet videreført i generationer og i århundreder, i årtusinder.

Men vi kan jo bare lade være med at gentage den. Så holder den op med at virke.

Da Jesus gik i døden for sin tro, gik han så langt, som det var muligt for 2000 år siden.

Der var mange begrænsninger i tiden.

I dag kan vi gå skridtet videre, og anerkende hinandens levende ret, mens vi er i live.

Det er langt fra alle, der synes, at vi skal have denne levende ret.

I dag kan vi gøre det uden den bastante trussel fra en ydre magt.

Kampen og opgøret er i dag meget mere på de indre linjer.

Vores sociale og vores egen selvforståelse.

Der er masser af eksempler på, hver eneste dag i fjernsynet, hvordan man roder rundt i hinandens energi, på børnehavestadiet, eller derunder.