Livet er til, for at vi skal tænke om hinanden, ikke mene om hinanden.

At mene om hinanden er at være en abekat.

Når jeg mener noget, mærker jeg ikke noget. Så er det bare en seddel, et mærket, en ureflekteret mening, en aversion, som jeg aldrig har gjort noget for at forhold mig til.

Det er det nemmeste i hele verden at mene noget om en anden, om andre.

Det kan ikke bruges til noget.

Ud over at bringe en anden i fedtefadet.

Og at friholde sig selv.

At mene kan meget nemt være en fordom, som nogle måske ovenikøbet har råbt i kor, så højt, at ingen har ulejliget sig med at spørge, om der var hold i noget af det.

Hvor det at råbe højest nærmest bliver et mål i sig selv.

Og lyden af sin egen larm.

At tænke kan godt være ledsaget af en mening, men her er jeg åben for, at noget kan være anderledes, end bare ved at mene, og at henholde sig til, hvad jeg mener. Det er er alt for nemt, og fuldstændigt omkostningsfrit. For mig i hvert fald. Ikke nødvendigvis for den, det går ud over.

Hvis jeg bruger en mening til at producere sladder med, har jeg gjort mig selv til en abekat.

Måske endda en hjerteløs af slagsen.

En tanke i sig selv er altid åben for, at en anden tanke måske er mere sand, eller mere sigende.

En tanke er, at jeg er åben for, hvad der kommer, at noget kan være anderledes, end hvad jeg troede og mente.

Det kan jo stadigvæk godt være, at jeg er for meget en abekat til at ville høre tale om en anden tanke.

Eller er jeg bare et stædigt asen.

Eller hører jeg til i den kategori, der gerne vil have, når der er fodringstid, men aldrig kunne finde på, selv at give, og derfor ikke har noget tilovers for nogle, der ikke bare giver mig, det jeg gerne vil have.

Er jeg et utaknemligt skarn?

Der findes mange dyrearter.