Hvad tror jeg på, dybest set?

Hvad er jeg forankret i?

Har jeg et dybere formål med livet, som jeg hviler i?

Tør jeg stå på mål for denne tro?

At have grundfæstet min tro og at gøre den indbyrdes kærlighed levende i vore hjerter, afhænger alt sammen af, hvad min tro er grundfæstet i.

Hvis jeg mest af alt tror på mig selv, vil den indbyrdes kærlighed afhænge af, hvem der slikker mig i røven.

Hvis jeg tror på Gud, har kærligheden et bredere sigte end min røv.

Det kan selvfølgelig godt være, at jeg har en rigtigt bred røv, men alligevel!

Min forankring er det, som jeg sætter min lid til, mit håb til, min kærlighed til.

Jeg skylder en definition af at tro på mig selv, som jeg lige har formuleret, der ikke er, sandt at tro mig selv, men at sætte mig selv øverst i et hierarki.

Det er to vidt forskellige måder at tro på.

Forskellen er, om sjælen eller instinktet er i forgrunden i min opfattelse af verden.

Der er en afgrundsdyb forskel på de to forskellige måder, og af konsekvenserne ved at udfolde dem.

Da jeg var barn, blev jeg opdraget indremissionsk.

Jeg gik i søndagsskole, og jeg fulgte med mine forældre i kirke. Det var hver søndag.

Når jeg tænker på de mange ritualer, så er det tydeligt, at deres gentagelse har en virkning inde i mig, uden at jeg tænker på det.

Jeg blev så at sige fodret med kristendom.

Nogle ord tænker man overhovedet ikke på. Men på en eller anden måde har de en virkning inde i mig.

“At gøre den indbyrdes kærlighed levende iblandt jer”.

“Styrke og tro det indre menneske”.

“At du må bo ved troen i vore hjerter”.

Der er noget, der har sat sig fast, også noget sandt, der for den troende bevirker, at man lever sin tro.

Vi kan også godt repetere en tro, der ikke er religiøs. Det gør alle vel, når de gentager sig selv i det uendelige, uden at stille spørgsmål ved, hvad de gør, og hvorfor de gør det. Det gør det bare.

Det kan bestemt være sunde handlinger og sunde intentioner, der ligger bag. Men det kan også være noget andet, som man ryger eller drikker, af dårlig vane, eller fordi klokken nu er otte.

Vi påvirker os selv med vanen eller ritualet, og det kan være godt at gøre sig klart, specielt i vore meget materielt funderede hverdag, hvor meget er mere automatik og attitude end oprigtighed.