Væsen er min egen dybde, men også min integritet.

Integritet er alt i mig. Der er ikke noget i mig, der ikke hører med i mit væsen, eller som skal ekskluderes.

Alt i mig er en del af mit væsen. Alle komponenter. Alle dele.

Det svarer til, at jeg jo heller ikke lægger min venstre arm ned i kummefryseren, mens jeg går i Netto, og tager den op igen, når jeg skal til fodbold, hvor jeg så lægger højre øre derned, som jeg så tager op, inden jeg skal i seng, så jeg bedre kan høre vækkeuret.

Alt i mig hører til som en del af mig.

Mit væsen er, at jeg kan rumme mig selv.

Min egen integritet. I forhold til mig selv og i forhold til andre.

Et godt menneske viser det i sit væsen.

Væsen har noget at gøre med fylde, både i tid og i rum.

Min hjertes udkårne og jeg udfylder vores væsen, når vi er sammen, vores mening med livet.

Mit væsen er hele mig.

Når jeg siger ja til mig selv, siger jeg ja til mit væsen.

Når jeg opfører mig åndssvagt, er det mit væsen, der opfører sig åndssvagt.

Det er derfor, det er godt at holde energien hjemme i sig selv. For så har jeg også styr på mit væsen, inklusive mine skygger.

Det er selvfølgelig bedst at have så meget lys i mig selv, at jeg ikke kaster skygger.

At være sandt menneske er kun muligt, hvis jeg lever, i overensstemmelse med mit væsen.

At lære kærlighed og sandhed er at udfolde det selv, at tilegne mig selv gode vaner, der handler om, altid at være ordentlig.

Hvis man lejlighedsvis oplever at komme ned i bunden af sig selv, er man nede ved sit væsen.

Her kan man godt opleve at komme i et slags nulpunkt. Det er der ikke noget mærkeligt ved.

Karmiske aftaler er aflejret i væsenet, som jeg oplever det.

Derfor kan man opleve, at andre, der ikke går den lige vej, er inde i én. Det har jeg i hvert fald oplevet.

Hvis man går vejen, er man i sin sjæl, og gør ingen svinkeærinder.

Fra væsen og tilbage til det udfoldede liv er den direkte vej at være positiv, åben og ærlig.

At komme til syne som den jeg er.

Når jeg én gang har mærket mig selv, ved jeg også noget om, hvem jeg er.

Jeg har mit eget særpræg, min egen identitet, min egen måde at være på. Der er noget, der er mig, som er helt karakteristisk for mig. Og når jeg mærker det, er jeg ikke i tvivl om, at det er mig.

Hvis jeg har mistet mig selv, af en eller anden grund, vil jeg kunne mærke, på vej tilbage, at der er noget genkendeligt. Og når jeg mærker det, ved jeg også, at dette er noget, der er vigtigt for mig, en entydig del af mig.

Det kan være noget, andre har givet mig, som jeg har mærket eller modtaget, mens jeg var sammen med en anden, men som er mit, eller en del af mig. Som jeg måske kun kan genfinde ved at være sammen med vedkommende igen.

Fordi det er noget, vi skaber og kan sammen. Men når det ikke er der, mangler jeg det i mig selv.

Det er i sig selv en god grund til, altid at søge det ærlige svar i forbindelse med et brud. For sandhed healer og forløser. Og især hvis modparten har den samme indstilling. Vi kan jo begge bygge på falske eller forkerte forklaringer.

Ethvert menneske har, inden der er nogen, der blander sig, sin egen egenart, sin egen volumen, sin egen personlighed, sit eget udtryk, sin egen individualitet, sin egen farve, sin egen tone.

Alt dette er givet med sjælen, altså givet af Gud, for at vi skal kunne udfolde det, uden at nogen blander sig, herunder også fortæller os, at det må vi ikke være. For det er vi! Og det har vi lov til at være! Og det skal ingen andre overhovedet gøre sig bedrevidende om!

Normalt skal man holde sig på afstand af mennesker, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordenligt. Men hvis det alligevel skulle lykkes at fange dem på det forkerte ben, viser det sig oftest, at deres kynisme er begrundet i noget dårligt, som de selv har gjort, eller undladt at gøre, som de skulle have gjort.

Gode mennesker er ikke fordomsfulde mennesker, for de har ikke noget at skjule. De har nemt til høj bevidsthed, der ikke gør sig bedrevidende om andre.

Mennesket som væsen kan være ufatteligt egoistisk, og meget lidt kærligt.

Ikke fordi det behøver at være det, men fordi det har lært, at det betaler sig at være det.

Med Corona er øvelsen at komme så dybt ned i sig selv, at man mærker, at det er nødvendigt at aktivere kærligheden.

At alting ikke bare kommer ned i munden, fordi det plejer at gøre det.

Corona skaber en tæthed i mig, så jeg næsten ikke kan holde ud til at være i mig selv.

Jeg trækkes hen imod mere sande former.

Jeg kan simpelt hen ikke holde til at se fjernsyn. Det er mig for ligegyldigt.

På den måde presses man mod mere sande former, sjælens former.

Det er ikke kun mig, der oplever det på den måde, er jeg helt sikker på.

Sandhed og kærlighed kommer til at stå helt lysende klart for enhver, når trykket fortsætter længe nok.

Og så gør vi det uundgåelige, som vi har sagt ja til, inden vi kom her til, men nu under frivillig tvang.

Man skal i sit væsen gøre og ville noget anderledes, hvis noget skal være anderledes.

Det hjælper ikke, bare at tænke det, eller at ønske det.

Man skal selv på banen, i ord og handling.

Min intention skal udmøntes i konkret handling, på en måde, så jeg herefter er, hvad jeg gerne vil være.

Det er udfoldelse af intention, udmøntet i en specifik handling, hvor alt andet må vige pladsen.

Og hvor jeg tager konsekvensen af at udfolde et dybt ønske, hvor jeg manifesterer det specifikt og konkret i mit eget liv.

Herefter vil intet være som før.

Jeg går all in. Og tager alle de nødvendige konsekvenser. Frivilligt. Af mig selv.

Forinden kan jeg godt have en masse dejlige tanker, om hvad der kunne være rart, og godt.

Men det er ikke det samme som at manifestere det, fysisk og direkte, i mit eget liv.

Den underliggende strøm kan indeholde tanker, følelser, seksualitet, forestillinger. Men i denne tilstand har ingen af dem udmøntet sig i min virkelighed. Her er de kun fantasi.

Fantasi kan være et godt udgangspunkt, men skal på et tidspunkt udmøntes i handling, hvis ikke det skal ende som fatamorgana.

Og hvis de indeholder sandhed, skal jeg vide med mig selv, ikke at ødsle min energi væk.

Den afgørende pointe er her: Jeg skal gøre noget selv. Jeg skal gøre det selv.

Jeg skal udfolde mig ved egen kraft, og i den forbindelse slippe alt andet.

Væsenet er det, der kommer til udtryk, når jeg udfolder min sjæl.

Så bliver det tydeligt, hvem jeg er. Ikke før.

Hvis man positivt er i stand til at være i sin seksualitet og i verden, oplever man ikke verden igennem frygt og angst.

Frygt og angst sidder i seksualiteten, når den ikke er blevet håndteret kærligt.

Det hænger sammen med, at seksualitet er vores grundenergi, som vi ikke skal sløse med.

Seksualiteten er beregnet til kærlighed, til en kærlighedsrelation.

Når man ikke håndterer den på den måde, vil man mangle sit underliv i sit væsen.

Og så bliver ethvert møde stakåndet, halvhjertet, betinget, usandt.

Man vil aldrig kunne se et andet menneske sandt i øjnene, heller ikke den, man har sex med.

For det hele er usandt.

Så vil man altid være på flugt fra sig selv og sin egen styrke og originalitet.

Et helt menneske er alt, hvad jeg indeholder, med hud og hår.

Det er forankret i mit indre, men det er manifesteret i alt, hvad jeg er.

Hvis jeg siger ja til dig, siger jeg ja til alt i dig.

Så forpligter jeg mig også til ikke at stikke af, hvis den tanke skulle komme til mig.

Tidligere var vi bundet af et vielsesritual.

Fremadrettet er vi bundet af et dybt løfte i os selv, og til hinanden.

Det er noget, som vi skal bruge god tid til, og som ikke kan være ens for alle.

Derfor kan man formodentlig godt have nogle ritualer. Men det afgørende er, hvad vi, helt grundlæggende, siger ja til.

Væsen er, at vi tager livet ind i os selv.

At vi integrerer vores sjæl.

At vi siger ja til og selv og lever det.

At vi laver aftaler, som vi holder.

At vi står fast i os selv.

Væsen er, hvad der er vigtigt i livet.

Hvad der går forud for alt andet.

Hvis vi ikke har vores væsen på plads, har vi ikke noget på plads.

Det er, hvad jeg er med hele mit væsen, der betyder noget.

Hvem er jeg egentlig?

Hvad betyder noget, før alt andet? Hvad skal jeg altid have på plads?

Væsen er den, jeg er.

Jeg kan ikke være både god og ond.

Jeg skal vælge, hvad jeg gerne vil være, og så skal jeg leve efter det.

Det er ikke svært, når man gør det. Jeg ved dog ikke noget om, hvad det vil sige at være ond, og vil heller ikke anbefale andre at prøver det. Jeg kan garantere, at de bliver mørke indvendigt.

Når jeg er god, bliver jeg lys indvendigt. Det er nemt at overbevise sig om.

Alle mennesker skal have livet ind omkring deres væsen.

Det er det samme som at sige, at vi altid skal tage hensyn til os selv, på den gode måde.

Vi skal have os selv med i alt, så vi ikke halter bagefter.

Vores væsen sidder et sted i maven, måske omkring solar plexus.

Det er altid godt at lytte til sit væsen.

Når jeg spørger en anden: “Hvordan har du det?” Så handler det om væsen.

Væsen er også vores globale forbundethed.

Vi har hver især et globalt ansvar. Det sidder der.

Vores hjertes udkårne er også forbundet der.

Når alt bliver kogt ind til et absolut minimum, hvor der kun er kærligheden tilbage, kan vi mødes i dejlig elskov, fordi vi elsker hinanden fra et dybt sted.

Det kan jeg ikke gøre med andre end med min hjertes udkårne.

Væsen er min sandhed, som jeg har med mig gennem sjælen.

Min sande natur. Min sande struktur.

Den, jeg er, er mit væsen.

Vi kan også kalde det mit sande væsen.

Når alt andet er pillet fra, og vi står ansigt til ansigt.

Intet overflødigt omkring os. Bare os.

At kigge os selv i øjnene, og at vide, at her er vi, med alt hvad vi er, og alt, hvad vi indeholder.

Der er en spændende kobling mellem væsen og sjæl.

Væsen er det, jeg er i mig selv.

Sjæl er det, jeg har med mig.

Mit væsen er mit udtryk.

Sjælen er muligheden for, at jeg er sand i mit udtryk.

Der foregår altså et spil, så at sige, mellem noget fysisk og noget, der ikke i sig selv er fysisk.

Mit væsen er det, der er nedlagt i mig, på samme måde som DNA gør mig unik.

Min sjæl er det, jeg kan blive til, hvis jeg er i sandhed og i kærlighed.

Logikken må være, at væsen er mine potentielle sjælskvaliteter, hvor jeg kan vælge at lade mig gennemlyse, og altid være det, jeg er.

Det er en fascinerende sammenhæng, der i hvert fald handler om, at jeg skal gøre noget selv, og af mig selv.

Jeg skal vise, at jeg ønsker at være virkelig.

Jeg skal selv sige ja.

Jeg skal tage mig selv til mig selv, eller jeg skal gøre mig selv til det, jeg er, men gennem handling, i kærlighed.

Kirkegaard kalder det at overtage sit liv, sin eksistens i ansvar.

Det bliver nemt noget støvet noget at formulere det på den måde.

Vi skal hver især finde en måde at forklare det på, som giver mening for os selv.

Egoet, i modsætning hertil, er at tiltrække sig andres lys, fordi jeg kan noget, som andre ikke kan, hvor jeg udnytter dette fortrin til at skabe mig en fordel, frem for andre. Lyder det kryptisk? Det er det også. Og det er helt sikkert, at man pådrager sig selv mørke ved på den måde at være kalkuleret. Mange guruer i tidens løb har gjort brug af denne manøvre.

Mit liv er aldrig en opstilling.

Jeg er altid lige der, hvor jeg er.

Jeg er aldrig i en rolle.

Livet er altid åbent.

Livet er altid muligt.

Livet er altid helt i sit væsen.

Livet kan altid forstås energetisk.

Det, der altid ligger lige foran mig, er:

Mig selv – min energi – mit eget ansvar – mit eget liv.

Hver gang vi rammer noget sandt, rammer vi vores væsen.

Det er nemt at mærke.

Den 25. maj 1979 havde jeg en oplevelse, hvor væsen var en hård plade, omkring vores bækken, en cirkulær, vandret plade.

Væren var en lille cirkel i halsen.

Når noget er sandt, kan vi mærke det.

Væsen er det, der er vigtigt.

Væren er at lade det ske.

At være med det, mens det sker.