Det indre menneske er, når jeg er ordentlig indefra.

Det er noget, som alle kan være. Og så længe vi opfører os ordentligt, er det uproblematisk.

Der findes i hvert fald én måde at bryde denne mulighed, og det er ved at skade andre.

For her placerer man sig selv uden for den integration, som livet i fællesskab er, ved at skubbe en anden uden for fællesskabet, på den ene eller den anden måde.

Og den, der skader, diskvalificerer sig selv i forhold til det fællesskab, hvor han eller hun skader den anden.

Når jeg kan mærke mig selv, og at der er noget, der er mere rigtigt end noget andet, kan denne oplevelse sagtens være suppleret med en fysisk oplevelse, af en form inde i mig selv.

Det rigtige er forbundet med en sand følelse, at noget, jeg kan mærke, noget, jeg skal. Det er en form. Inde i mig selv.

Hvis jeg springer over, kan jeg også mærke, at jeg så vil gøre noget, der ikke er i orden.

Det er også en fysisk oplevelse.

Når vi gør det, vi må og skal, og kan og vil, men på en måde, så vi har det godt med det, så vil vi kunne blive ved med at kigge hinanden i øjnene. Så kan vi også elske både morgen og aften, hvis vi har lyst til det.

Her overskrider vi ikke noget.

Dødssynderne er overskridelser.

Har vi noget at have sandheden i?

Det er en anden måde at udtrykke, at vi har en indre form.

Hvis jeg er sand, kan jeg altid stå oprejst, og kigge den anden ind i øjnene.

Hvis jeg flygter fra mig selv, vil det på samme måde afsløres, at jeg undgår øjenkontakt.

Jeg stikker af fra noget, og jeg ved godt selv, hvad det er.

Sjælen er det sande i os. Det utilslørede. Men også det sarte. Det skrøbelige.

Det som kun trives i kærlighed.

Sjælen er at komme ind i en identitet, og at udfolde sig indefra.

Det fordrer, at jeg som person lader det ske, altså på sjælens præmisser.

Jeg skal aflægge mine dyriske vaner og give plads til sjælens alternativer, som altid er sandhed og kærlighed.

Sandt og kærligt at lade mig opfylde indefra er at bringe min sjæl i spil.

Herefter har jeg svært ved at se, at dyret igen skulle kunne få fat i mit væsen, forstået som hårdhed, kynisme, kulde, negativ kritik.

Jo bedre vi kan se det indre, jo mindre lader vi os forføre af det ydre.

Det ydre er ligegyldigt uden det indre.

Corona handler om at gøre livet langsomt.

Før vi lærer at give slip, lærer vi ikke noget om, hvad der rører sig inde i os, og hvilke dybe kvaliteter vi har.

Når sjælen tager bolig iblandt os, for nu at udtrykke det lidt poetisk, med en pendant over mod det bibelske, så oplever vi det som fylde, som glæde, som kærlighed. Det er en fuldstændigt anderledes oplevelse end mørke, tomhed, tristhed, ensomhed.

Det er ikke alle, der vil forbinde en sådan oplevelse med energi, men det handlier i virkelighed om energi. Vi skal bare lære, at sjælen også har en substans, en berettigelse, en form, et væsen, en styrke, der ikke kun er en stemning.

Jeg kan få så god en kontakt med mig selv, at jeg hviler i mig selv, at jeg er forankret i mig selv, at jeg er mit eget udtryk.

Det er en mærkelig tilstand at være i, i hvert fald så længe den ikke er modsvaret af et møde med et andet menneske.

Men den er fuldstændigt reel.

Den er selvfølgelig ikke mulig, så længe jeg er bundet, og der er noget, jeg ikke vil give slip på i min instinktverden.

Det sidste kaldes også at flygte fra sig selv og sin egen virkelighed.

Jeg kan kun selv tage skridtet ind i virkeligheden.

Når vi bliver færdige med at flygte fra os selv, kan vi begynde at mærke i os selv, at der er noget, der er virkeligt.

Der er en sand form, som vi kun kan mærke, når det ikke støjer og larmer. Når vi giver det hele lov til at være det, det er.

Vi har en indre form, som vi kan mærke.

Den er ikke en del af vores anatomi.

Det er muligvis vores sjæl.

Vi kan mærke den som smerte, men også som stor glæde.

Det er vores sandhed.

Det er det, som i Bibelen hedder det indre menneske.

Det er det, som lignelser handler om. Hvad vi gør ved os selv og hinanden.

Hvordan vi forvalter vore talenter.

Om ordentlighed.

Kærlighed får den indre form til at udvide sig, så vi bliver mere rummelige.

Bevidstheden er noget andet.

Denne form har snarere noget med jeget at gøre, eller også er det jeget.

Det er en kobling mod det guddommelige.

Når vi kaster lys på os selv, lærer vi noget om os selv.

Jeg bruger ikke ret meget psyke som et begreb, sandsynligvis fordi begrebet har svært ved at rumme begreberne instinkt, sjæl og guddommelighed.

Psyke er vel en slags erstatning for begrebet eller fænomenet synd, og jeg ser ikke mennesket som syndigt.

Hvis vi opfører os ordentligt, kan vi altid være gode og kærlige.

Den indre form er noget, vi kan være i, agere i.

Hvis vi tænker i gamle dage, blev formen tilvejebragt ved at være i kloster, ved at gå i cølibat, og heltids at hellige sig Gud.

Noget lignende vil man kunne opnå gennem meditation og lignende øvelser.

Men også bygninger med karisma, så at sig, kan give noget af den samme virkning.

At gå vejen er muligheden for at skabe formen inde i sig selv.

Det er at tage sig selv, sin sjæl alvorligt, som skarp modsætning til et udvendigt og ligegyldigt liv.

Man kan ikke leve begge dele. Til gengæld er der ikke noget afsavn ved sandt at leve livet, når man gør det.

Jeg holder jo bare op med at gøre alt det, der er ligegyldigt.