Viden er noget, der kommer.

Viden er noget, jeg har.

Viden kan godt flytte mig.

Men kun hvis jeg lader den flytte mig.

For at viden skal have kvalitet og betydning, skal jeg tage den til mig.

Ellers har den i realiteten ingen relevans.

Gyldig viden er viden, som jeg selv kan se, er rigtig og brugbar. Som jeg tror på, og tør hengive mig til, i bevidsthed om, at det er sandt, hvad der bliver udtrykt.

At jeg kan stole på afsender, og på kvaliteten af det, der bliver sagt.

Og jo endnu bedre, at jeg ved med mig selv, at det er sandt.

At jeg kan mærke, at det er sandt.

Man forstå ikke viden, med mindre man lader den vende inde i sit eget hoved, og også gerne lader sig berøre lidt dybere.

Sand viden er hjerteviden.

Sand viden er forbundet med energi, og vil berøre følelser.

Dyb viden berører seksualitet, forstået på den måde, at jeg skal forholde mig til normer og fordomme, hvis jeg ønsker at integrere den.

Der er ikke tale om forskellige niveauer af viden. Der er tale om, om jeg tager den alvorligt eller ikke. Hvis jeg gør, er jeg villig til at lade den røre ved alt i mit liv.

Instinktbåret viden er usand viden, men ikke desto mindre grundlaget for den måde, som verden er skruet sammen på.

Her er alt rolleopdelt, så noget viden tilhører intimsfæren, mens anden viden hører til socialsfæren. Så er der noget, der er privat, og der er noget, der er autoriseret viden, defineret af læreanstalter, lærebøger, videnskabelige tidsskrifter, og alt sådan noget.

Rolleopdelt viden er usand i et udgangspunkt, men ikke desto mindre autoriseret i sin anvendelse.

Tænker vi tilbage til inkvisitionen, brugte magteliten, som dengang var kirken, tortur, bål og andre former for henrettelse, til at stadfæste, hvad der var sand viden. Så kunne man lære det!

Principielt er det den samme fremgangsmåde, vi bruger i dag. Vi kalder det bare opdragelse og ungdomsuddannelser. Og aflivning foregår på de indre linjer, hvor barnet bliver nægtet adgangen til det sande i sig selv. Det foregår jo også, efter Ungdomsoprøret, som drikkegilder, med anvendelse af alkohol i store mængder, og euforiske stoffer.

Når et ungt menneske opfører sig åndssvagt, skyldes det udelukkende, at det ikke blev mødt som den, det var, da det var barn. Intet naturligt menneske vil have lyst til at drikke sig sanseløst beruset.

Den ydre og håndgribelige magt er blevet internaliseret, men effekten er den samme. Frygten for Helvede er nu manifesteret i mursten, men virker på samme måde.

Man går simpelt hen ikke udendørs, med mindre man har et socialt ærinde, eller fordi man skal lufte hunden.

Det er meget få mennesker, der går en tur, fordi det er det, de i deres inderste, virkelig har lyst til. Mange bliver inden døre, styret af frygt eller måske sågar angst.

Viden er mulig om alt, hvad jeg foretager mig.

Jeg skal bare vide at omfavne det i kærlighed. Så behøver jeg ikke at slippe noget, eller at gøre noget bevidstløst.

Det er det samme, som bare at være med det, der er, som det er. Ikke at farve noget, men bare at anerkende det, som det er.

Hvad er formålet med viden?

Formålet er at have det godt.

At kunne navigere frit.

At vide, at det, jeg gør, er i orden.

At vi er der for hinanden.

At vi passer på og tager os af hinanden.

At vi tager det fornødne hensyn til vore omgivelser.

At vi er ordentlige, altid og ubetinget.

Det er formålet med viden.

Viden virker kun, hvis man tager den til sig.

Jeg tror, at viden skal associeres til, eller med personer, for at blive taget alvorligt.

Eller også skal den være eksamensrelevant.

Eller direkte livstruende. Hvor jeg ved, at der er en pointe, der handler om noget kritisk i mig, eller i en anden.

Den positive viden har ikke noget stort publikum.

For mennesker er som kvæg. Det går bare rundt og tygger drøv.

Det er i grunden sjovt at tænke på.

De materielle rammer er den græsmærk, hvor vi går rundt eller sidder sammen og lader maden passere fra den ene mave til den anden.

Viden er der jo nok af rundt omkring.

For at blive i metaforen handler det om, at der skal være noget grønt i syne.

En anden metafor ser verden som en bunke ruiner, hvor viden ligger hulter til bulter.

Den gamle verden havde bygningsværker, hvor alle vidste, hvad alle skulle.

Der var kirken, og der var herregården. Og så var der sognefogeden.

Gjorde man ikke, hvad man skulle, var der afregning, først med pisken, så måske i gabestokken, og man kunne jo også risikere at ende på galgebakken. Der var sådan lidt frit valg, hvis man formåede af aflæse piskefogeden. Over for bøddelen var det nok for sent. Men inden da kunne man godt gøre en forskel.

Så selv om det ikke var godvilligt, var reglerne klare, og der vankede ingen kære mor, med mindre der kun var en bager i byen, og det var mig. Så var der måske en smed for meget i stedet. Eller også var der to bagere og en smed, hvor jeg var smeden. Eller med mindre man var højt på strå og på den måde altid kunne klare frisag.

Rosset havde jo ligesom dømt sig selv. Og det duede jo ikke at vise nåde. For så blev man ikke taget alvorligt. Det var også godt for underholdningen at se lidt blod, for at man ikke blev alt for magelige. Det måtte godt smage lidt af virkelighed!

Meget af den tilgængelige viden kan jo sammenlignes med en samling murbrokker, resterne fra fordums stolte tid.

En tredje metafor, der nok er det nærmeste, vi kommer en mere bastant virkelighed, er voksenlivet, med alt, hvad der ikke må siges, og ikke må få ørenlyd, og ikke må få stemme.

Der er tale om en massiv bevidsthedsform, der holder alt det sande og alt det kærlige på afstand, og i stedet lader alle de bevidstløse og harmløse former træde frem.

De har alle sammen den egenskab, at de beskytter voksenlivet, så intet bliver for virkeligt, og intet bliver for sandt. Og når en træder ved siden af, er der straks en mangfoldig, himmelsk hærskare af skingre stemmer, der, på hver sin måde, garanterer, at ingen løber ud af folden, at alle i fuldstændig ligegyldighed, finder tilbage til truget igen.

På den måde bevares status quo. Ingen bliver generet, og livet kan gå sin alt for vante gang. Ude i kulissen sikrer man sig, at der er nogle, der tager sig af den dårlige samvittighed, at nogle viser interesse for miljøet og for dem, der er anderledes.

Denne bevægelse er massiv og har en stor tilhængerskare.

Vi er så nogle, der mere oprigtigt gør noget for at få ørenlyd, vel vidende at lydhørhed nok må vente nogle år endnu.

Vi kan tilegne os viden og bliver klogere.

Sand viden er valid viden.

Valid viden knytter sig til sandhed, altså at noget holder stik i virkeligheden.

Gyldig viden er noget, som jeg selv kan bruge, som jeg kan blive klogere af og tage til mig.

At tage viden til sig er et gøre den til min egen.

At jeg er sandheden er et udtryk for at jeg er min egen viden om mig selv, og at denne viden holder vand.

At viden holder vand vil sige, at den også tåler kontakt med sjælen.

Såkaldt objektiv viden får værdi, når jeg skal bruge den til at forstå noget. I denne proces tager jeg den til mig.

På den måde bliver viden til sandhed.

Viden uden for os selv eller objektiv viden er noget, som sande mennesker har tilegnet sig og gjort tilgængelig for andre.

Betinget viden er tvivlsom viden, f.eks. når den skal bruges til at tjene penge på.

Sand viden er tilgængelig for alle. Her handler det om muligheden for at tilegne sig den.