Når identiteten er bundet til instinktet, ser jeg andre, ud fra nogle ydre kriterier.

Så bliver den anden målt og vejet på mit dyriske syn på, hvordan et menneske skal være.

Det er en helt anden måde end at møde en anden som sjæl.

Her kastes der ikke skygger. Her ser jeg den anden, i kærlighed og sandhed, sådan som han eller hun er.

Det hele afhænger af den måde, hvorpå meget min sjæl har magt og indflydelse i mit eget liv.

Altså hvor gennemført ordentlig jeg er, som det primære, dernæst hvor bundet jeg selv er, til mit dyriske væsen.

At møde et andet menneske som dyr er at møde det mørke i vedkommende, og det mørke i sig selv.

Det kan godt være, at det på overfladen er smilende, at det seksuelt er potent, men smilene vil hurtigt stivne, og der er ikke noget sandt at bygge på. Det er lidt ligesom at besøge en prostitueret, og få lettet trykket, mod betaling.

Mennesker, der er meget bundet i en ydre identitet, har ikke en dyb indre identitet.

Mennesker med en stærkt indre identitet vil altid kunne slippe sin relation til noget ydre.

Indre identitet giver også en evne til at elske andre, fordi jeg ikke hænger på dem.

Hvis jeg hænger på et andet menneske, kan jeg ikke samtidig elske vedkommende.

Jeg kan kun elske, ved frit at møde et andet menneske som et andet menneske.

Hvis vi mødes, fordi han skal give mig noget, har jeg ikke forstået noget af det.

Hvis vi mødes, fordi jeg gerne vil give noget, har jeg forstået noget. Men så vil jeg sikkert også få noget igen.